Sagen vokser: Op mod 1000 sager om lungekræft skal tjekkes igen

Sundhedsstyrelsen vil tage en alvorssnak med regionerne.

Hvert år henvises cirka 5.000 borgere til lunge-undersøgelse i Region Hovedstaden. Der bliver konstateret cirka 1.100 lungekræfttilfælde pr. år. (Foto: Ditte Valente © Scanpix)

Op mod 1.000 lungepatienter i Region Midtjylland og Region Hovedstaden får nu tjekket deres sager igen, fordi de ikke har fået tilbudt den rigtige scanning for lungekræft.

For et par uger siden kom det frem, at Regionshospitalet i Silkeborg ikke fulgte Sundhedsstyrelsens retningslinjer for patienter med mistanke om lungekræft.

Efterfølgende fik en ledende overlæge en frivillig fratrædelse.

Men det er ikke kun hospitalet i Silkeborg, der ikke har fulgt retningslinjerne.

Ifølge Region Midtjylland bliver 625 sager nu undersøgt igen, og 108 patienter er allerede indkaldt til ny scanning.

Det har fået Region Hovedstaden til at gennemgå fremgangsmåden på to sygehuse i København, hvor mellem 300 og 350 patienter nu bliver genindkaldt.

På Bispeberg-Frederiksberg Hospital er vicedirektør Kristian Antonsen ked af, at det kan gøre patienterne bekymrede.

- Vi anerkender, at vi ikke har fulgt retningslinjerne til punkt og prikke. Det beklager vi selvfølgelig, siger han.

Vicedirektør regner ikke med overset kræft

Lungepatienterne har fået en lavdosis CT-scanning, der er mindre sensitiv end en højdosis CT-scanning med kontraststof, som sygehusene har skullet tilbyde siden 1. april 2019. Sensitivitetsniveauet afgør, hvor gode billeder af mave og bryst bliver.

Forskning fra andre lande viser, at der er en risiko for falsk positive resultater ved brugen af lavdosis CT-scanninger, ligesom man kan risikere at overse lungekræft, oplyser Region Midtjylland.

Kristian Antonsen regner dog ikke med, at genindkaldelserne vil afsløre oversete kræfttilfælde.

- De er blevet undersøgt grundigt af højt kompetente mennesker, understreger han.

Alligevel vækker det bekymring hos Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker.

- De nationale

retningslinjer
skal holdes. Det skal alle patienter kunne være sikre på, siger han og opfordrer de øvrige regioner til at gennemgå deres procedurer.

DR
har spurgt Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Syddanmark, om de vil gennemgå deres sager. Hertil er der kun kommet svar fra Region Nordjylland, der skriver, at man har undersøgt procedurerne uden at finde fejl.

Professor efterlyser mere forskning

Problemerne med lungekræftscanningerne får Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd,

VIVE
, til at efterlyse mere forskning på området.

Ifølge professoren mangler der bevis for, hvilke scanninger hospitalerne bør give patienter med mistanke om lungekræft.

Samtidig slår han fast, at der kan være fornuft i at nøjes med en lavdosis CT-scanning i tilfælde, hvor mistanken om lungekræft er lille.

- Man får en mindre stråledosis, og det har en række fordele. Herunder at man ikke inducerer (fremkalder, red.) så meget potentiel kræft på lang sigt, siger han.

Sundhedsstyrelsen indkalder regioner til møde

Det har også spillet ind på Bispeberg-Frederiksberg Hospital, når man har fravalgt højdosis CT-scanninger, siger Kristian Antonsen.

- Ved en kontrastforstærket undersøgelse (højdosis CT-scanning, red.) er der en større røntgenbestråling. Det kan give allergiske

reaktioner
eller påvirkning af nyrerne, siger han.

Sundhedsstyrelsen
har ikke ønsket at stille op til interview. Styrelsen skriver til
DR
, at de i næste uge tager sagen op med
regionerne
i forbindelse med et møde i den nationale Task Force for Patientforløb for Kræft- og Hjerteområdet.

Facebook
Twitter