Salget af ejerlejligheder i flere vestegnskommuner er steget - og faldet i København

Det er boligpriser og krav til lån, der får folk til at købe ejerlejligheder i kommunerne rundt om hovedstaden.

Salget af ejerlejligheder er steget 45 procent i Albertslund, hvis man ser på årets første syv måneder sammenlignet med sidste år. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Vi hører ofte om boligmangel i hovedstaden, og at folk vil væk fra provinsen og ind til storbyen.

Men salget af ejerlejligheder i hovedstaden er i årets første syv måneder faldet med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Det viser tal fra Boligsiden.dk

For når man ikke har råd til at købe i centrum, så køber borgerne typisk i de kommuner, der ligger uden om hovedstaden, siger ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen, som er indehaver af ti Home-butikker i hovedstadsområdet.

- Så flytter man uden for de dyreste dele af København. For eksempel er der solgt markant flere lejligheder i Albertslund. I flere omegnskommuner er salget steget, fordi priserne er lavere.

Albertslund Kommune har oplevet en stigning på 45 procent i salg af ejerlejligheder, og det synes borgmester Steen Christiansen er en god udvikling.

- Det er et udtryk for, at dem, der køber ejerlejligheder, vælger omegnskommunerne til som her i Albertslund. Og de køber jo lejligheder, der er billigere end i København.

For priserne er nemlig blevet så høje, så bankerne ikke låner ud i lige så stor grad som tidligere, mener Lone Bøegh Henriksen.

- Der er indført nogle krav til boligkøberne, som der ikke har været tidligere. Blandt andet skal de kunne stille med fem procent i kontant udbetaling, og så har man også ændret på den måde, man kreditvurderer. Derfor bliver færre godkendt til at kunne købe ejerlejligheder, siger hun.

Og selvom ydrekommunerne nødvendigvis ikke er boligdrømmen, så er Steen Christiansen ikke bange for, at de flytter væk fra kommunen igen.

- Man kan jo ikke udelukke, at der kommer en bølge den anden vej. Men med det pres, der er på boligmarkedet i København, så tror jeg, at der er et behov for de boliger, vi kan tilbyde her i vestegnskommunerne.

Facebook
Twitter