Sensorer og radarer holder øje med lyskrydset: Bilister sparer tid bag rattet

Nye lyskryds ved motorvejsramper og afkørsler vil også give en mindre CO2-udledning, lyder det fra Vejdirektoratet.

Optimeringen af lyskrydsene er ikke umiddelbart noget det blotte øje kan se. Her ses nedkørslen til E20, der også er blevet optimeret. (© Vejdirektoratet)

Ved Hillerødmotorvejens rampe mod Rute 6 er det snart slut med at komme i høj fart fra motorvejen og holde i kø for et rødt lys helt uden modkørende trafik - og sådan bliver det snart flere steder.

Med sensorer i vejene og radarer i master holder nye lyskryds øje med mængden af trafik, så tiden med grønt lys kommer til at passe bedre til trafikken. Dermed kan bilisterne undgå unødvendige kødannelser og forsinkelser.

Det er Vejdirektoratet, der er i gang med at forbedre sine 300 lyskryds rundt i det danske statsvejnet. Det nye lyskryds ved Hillerødmotorvejen har halveret morgentrafikkens ventetid i krydset og har i alt kostet 120.000 kroner at forny.

- Trafikken og dens omgivelser udvikler sig over tiden, så derfor er det nødvendigt at justere og opdatere den måde signalerne er indstillet på, siger Lene Krull, afdelingsleder i Vejdirektoratets Trafikledelse.

Klimavenlige lyskryds

Fordelen er ikke kun den tid, som bilisterne sparer bag rattet. For med færre opbremsninger vil der også blive udledt mindre CO2, forklarer Lene Krull og uddyber:

- Man kan ligefrem sætte lighedstegn mellem tidsbesparelsen og brændstofforbruget.

De mere klimavenlige lyskryds får en positiv modtagelse hos FDM.

- Fornyelsen er en lavthængende frugt. Det koster ikke mange penge og har en enorm positiv effekt på trængslen og formindskelsen af klimabelastningen, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk.

Hjælp kommunerne i gang

Ifølge Torben Lund Kudsk bør man udbrede projektet til kommunevejene også. Men for at hele vejnettet kan optimeres, er det nødvendigt at hjælpe kommunerne på vej med arbejdet, mener han.

- Jeg håber, man giver kommunerne et værktøj, så de kan komme i gang. For der er rigtig, rigtig mange lyskryds, der kunne trænge til at blive opdateret, siger Torben Lund Kudsk.

Vejdirektoratet gik i gang med projektet i 2018 og forventer at kunne nå 60 lyskryds om året, indtil alle 300 er optimeret.

Facebook
Twitter