Sjællandsk affald skal redde kriseramt forbrændingsanlæg

Forbrændingsanlægget Amager Bakke mangler 1,9 milliarder kroner i budgettet. Der er ikke skrald nok i hovedstaden.

Forbrændingsanlægget Amager Bakke, designet af den verdenskendte designer Bjarke Ingels, mangler 1,9 milliarder kroner i budgettet. Nu skal der importeres affald for at få projektet til at løbe rundt. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Fem borgmestre vil importere skrald fra udlandet for at få økonomien på det store forbrændingsanlæg Amager Bakke til at løbe rundt.

Det er borgmestrene i Tårnby, Hvidovre, Frederiksberg, Dragør og København, der tilsammen ejer anlægget.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det topmoderne forbrændingsanlægs økonomi hænger nemlig ikke sammen. Lige nu mangler der 1,9 milliarder kroner i pengekassen.

Men det er helt forkert at importere skrald fra udlandet, mener Jakob Næsager, Det Konservative Folkepartis gruppeformand på Københavns Rådhus. I stedet skal man importere skrald fra resten af Sjælland.

- Vi står med Europas reneste forbrændingsanlæg med den nyeste nye teknologi, så derfor synes jeg, at vi skal samle alt det affald, vi overhovedet kan fra hele Sjælland og få det brændt af, siger han.

Mere affald kommer borgerne til gode

Samtidig med, at sjællænderne kommer af med skraldet, så vil det også gavne de københavnske borgere, mener Jakob Næsager.

- Hvis man tager affald fra en større del af landet, så vil det give en bedre økonomi. Hvis man også tillader erhvervsaffald, vil det give en endnu bedre økonomi og en endnu billigere fjernvarme til københavnerne, siger han. Det ventes dog, at borgmestrenes plan om import af udenlandsk affald vil blive godkendt inden for de næste uger, skriver Jyllands-Posten.