Sjovere at eje end at leje: Elektriske løbehjul går som varmt brød

Efterspørgslen på elektriske løbehjul har taget fart, lyder det fra flere forhandlere.

Sebastian Raun har betalt 3000 kroner for sit løbehjul, som han blandt andet bruger til at tilbagelægge 15 kilometer til og fra arbejde. (Foto: Dr © dr)

Det er blevet populært at hoppe på et elektrisk udlejningsløbehjul i København og landets andre store byer.

Men i stedet for at betale 1,5 kroner i minuttet for et lejet køretøj, begynder folk nu at købe deres eget løbehjul.

Både Dansk Supermarked, Elgiganten, T. Hansen og cykelforretningen CykeleXperten oplever, at der er godt gang i salget af elektriske løbehjul.

Hos Elgiganten har man haft elektriske løbehjul i sortimentet i to år, men i år er salget eksploderet i forhold til sidste år, lyder det fra salgschef Jonathan Lorentzen.

- Det, vi solgte sidste år, sælger vi på en uge nu. Det er både studerende, der køber dem for at bruge dem som transportmiddel, og voksne der bruger dem til at pendle til og fra arbejde, siger han.

Hos T. Hansen har man haft elektriske løbehjul i sortimentet i tre måneder, og efterspørgslen har været større end forudset.

- Vi oplever, at interessen for dem stiger, og sidst vi fik en portion hjem, måtte vi hurtigt melde udsolgt i vores 83 butikker, siger teknisk chef Rasmus Bergholt. Han oplyser, at der er blevet solgt et treciret antal.

I Vanløse har cykelforretningen CykeleXperten haft løbehjul i butikken i halvanden måned, og mange kunder kommer, efter de har prøvet en tur på et udlejningsløbehjul.

- Vi sælger et par stykker om ugen, og de sælger lidt sig selv i kraft af, at folk har prøvet dem, når de kommer til os, siger forretningskoordinator Mads Gram.

Klimavenlig og komfortabel

En, der har anskaffet sig sit eget elektriske løbehjul, er 24-årige Sebastian Raun. Han bruger det som supplement til bilen og cyklen, blandt andet når han skal de 15 kilometer fra hjemmet i Ringsted til sin arbejdsplads i Sorø.

- Det er skidesmart, at jeg kan køre med det over det hele og tage det gratis med i toget. Det er mere behageligt at tage løbehjulet end cyklen, og på dage, hvor jeg ellers ville tage bilen, er det mere tillokkende at hoppe på løbehjulet og vide, at jeg er lidt grønnere, siger han.

Prisen for et eldrevet løbehjul begynder ved 3.000 kroner. Det er pengene værd, mener Sebastian Raun.

- Du får ikke en almindelig cykel eller en elcykel for de penge. Og en cykel kræver også noget mere vedligeholdelse end en elmotor, der faktisk ikke kræver noget. Så det er billigere i anskaffelse, og hvis man ser bort fra strømmen, er et løbehjul også billigere i drift.

Cyklistforbund frygter for sikkerhed

Reglerne, der tillader elektriske løbehjul på cykelstierne, er en forsøgsordning, der trådte i kraft tidligere i år. Siden da har løbehjulene fået kritik for at skabe farlige situationer for cyklister og fodgængere, og politiet har ved flere razziaer fanget en del løbehjulsbrugere, der kører berusede og kører flere personer på samme løbehjul.

Og hos Dansk Cyklistforbund vækker meldingen om flere private løbehjul på cykelstierne ikke umiddelbart begejstring.

- Vi er bekymrede for uheld, og så frygter vi, at folk der føler sig utrygge på cykelstierne, stopper med at cykle. Det vil være en en rigtig uheldig udvikling at bevæge sig hen i mod, siger kommunikations- og kampagnechef Jane Kofod.

Det er uvist, hvilke regler, der kommer til at gælde, når forsøgsordningen udløber til januar. Først skal de foreløbige erfaringer evalueres. Sebastian Raun håber, at politikerne ikke lader sig skræmme og fortsat vil tillade løbehjulene på vejene.

- Generelt er der rigtig mange, der kører dårligt i trafikken, både cyklister og løbehjul. Jeg synes, man burde overveje en løsning, hvor folk skal tage et obligatorisk videokursus, der opridser færdselsreglerne, inden man må køre på et elektrisk løbehjul, siger Sebastian Raun.

Forsøgsordningen tillader kun løbehjul med en topfart på 20 kilometer i timen på offentlig vej.

Facebook
Twitter