Skammer sig: Ledige undgår socialt samvær

Frygten for at skulle tale om sin arbejdsløshed får ledige til at undgå socialt samvær

Hver tredje ledige undgår at være sociale af frygt for at blive konfronteret med sin ledighed, viser rundspørge i A-kasse.

Hvordan går det med at finde arbejde?

Det spørgsmål kan være trættende, når man er arbejdsløs, og i hovedstadsområdet har mere end hver tredje ledige prøvet at droppe et socialt arrangement, fordi de ikke orker at blive konfronteret med deres arbejdsløshed.

Det fremgår af en ny rundspørge blandt 515 ledige, som a-kassen Min A-kasse står bag. Her svarer 75 procent af de adspurgte ledige i hovedstadsområdet desuden, at de har følt mindreværd på grund af ledighed, mens 58 procent svarer, at de føler sig set ned på.

- Der var bare perioder, hvor jeg tænkte: "Det magter jeg simpelthen ikke." Jeg magter simpelthen ikke at skulle sidde en gang til og redegøre for, hvorfor jeg ikke har fået et arbejde, eller hvor svært det er at få et arbejde, siger Katrine Arnfred fra København.

Hun er en af de ledige, der flere gange har droppet sammenkomster med venner og familie. Hun gik arbejdsløs i fem år, fra hun blev færdiguddannet i 2010.

I dag har Katrine Arnfred været i arbejde i lidt over et halvt år. Det har givet hende en bedre livskvalitet, for som arbejdsløs skammede hun sig ofte:

- Jeg skammede mig enormt meget. Det er jo også hårdt for ens faglige selvtillid og ens menneskelige selvværd at være arbejdsløs.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.