’Skandaløst’: Københavns Kommune har forsinkede betalinger for 900 millioner kroner

Virksomheder kan langt fra regne med, at regningen er betalt inden for 30 dage, som loven siger.

Forvaltningen på Københavns Rådhus arbejder for at flere regninger bliver betalt til tiden, skriver økonomidirektøren i en mail til DR.

Løn, husleje og udgifter til materialer.

Som virksomhed er der mange udgifter, der skal betales den første dag i måneden, og derfor er det afgørende, at virksomhederne får penge i kassen, og at kunderne betaler deres regning til tiden.

Men hvis kunden hedder Københavns Kommune, er det langt fra sikkert.

Fra september sidste år til september i år har Københavns Kommune haft fakturaer for 900 millioner kroner, der ikke er blevet betalt inden for de 30 dage, som loven siger.

Det konstaterer kommunens egen revision.

'Kæmpestort problem'

Det er dybt problematisk for de virksomheder, der ikke får deres penge til tiden, siger Jakob Brandt, administrerende direktør hos SMV Danmark, der repræsenterer landets små og mellemstore virksomheder.

- Virksomhederne har store udgifter omkring månedsskiftet, hvor der skal betales løn, så hvis pengene først kommer et par dage inde i den næste måned, kan virksomhederne stå og mangle millioner af kroner. Så det er kæmpestort problem, at Københavns Kommune ikke kan overholde loven på det her område.

Han bakkes op af Torben Liborius, direktør hos DI Dansk Byggeri.

- Når virksomhederne skal betale deres udgifter, uden at de selv har fået deres egne penge ind, kommer de til at fungere som bank for kommunen, og det er ikke fair.

Særligt lige for tiden, hvor mange virksomheder er presset på grund af corona, er det ekstra vigtigt, at virksomhederne kan regne med, at de har deres penge til tiden, lyder det fra organisationerne.

Samtidig vedtog politikerne i København i foråret at fremrykke betalingerne til kommunens leverandører resten af året, så virksomhederne får deres penge hurtigst muligt.

Selvom kommunen har betalt en stor del af regningerne nu, så var øjebliksbilledet midt i september, at der lå regninger for 50 millioner kroner, hvor fristen ikke var overholdt.

Ifølge kommunens revision er det ikke tilfredsstillende. Og det er Torben Liborius enig i.

- Administrationen skal strammes op, så man får nogle rutiner der gør, at man betaler en større del af sine regninger til tiden. Det her er ikke godt nok, siger han.

Ordførere: 'Skandaløst'

Også på Christiansborg møder de mange forsinkede betalinger kritik. Kommunerne forventer selv, at borgerne betaler til tiden og lægger strafgebyrer oven i, når for eksempel en parkeringsafgift ikke betales til tiden. Og så nytter det ikke, at det offentlige selv nøler med at få betalt sine regninger til de private virksomheder, siger Socialdemokratiets erhvervsordfører Orla Hav.

- Det ærgrer mig at en stor kommune som København rammer skævt her. Når vi samtidig befinder os i en likviditetsklemme på grund af corona, og der er det afgørende for erhvervslivet, at de kan regne med at de få deres udestående ind på de datoer, som de har fastsat.

Samme besked kommer fra Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

- Jeg synes det er skandaløst, at Københavns Kommune ikke kan overholde lovgivningen og har regninger, der ligger over betalingsfristen. Især i en tid, hvor mange virksomheder er presset på grund af Corona.

Rådhuset arbejder på rettidighed

På rådhuset i København ønsker man ikke at stille op til interview om sagen. Men der er fokus på at få flere regninger betalt til tiden, skriver økonomidirektør Mads Grønvall i en mail til DR.

”I Københavns Kommune er vi meget opmærksomme på, at betale vores leverandører til tiden og løbende blive endnu bedre. Den seneste opgørelse viser, at vi nu betaler 96,5 pct. til tiden., så vi er på rette spor. Vi skal selvfølgelig gerne nå helt i mål og arbejder derfor ud fra nogle konkrete handlingsspor såsom; løbende opfølgning på betaling af fakturaer og dialog med leverandører for at sikre, at fakturaer fremsendes korrekt”, fremgår det af mailen.

Samlet set har Københavns Kommune haft regninger for 19 milliarder kroner i den periode, hvor der er blevet konstateret forsinkede betalinger for 900 millioner kroner.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter