Skibsforurening skal nedbringes i de danske havne

De danske havne er hårdt ramt af forurening fra skibe, men det skal der nu laves om på

Når krydstogtskibe ligger i de danske havne, kan det få alvorlige konsekvenser for dem der bor i havneområderne.

Bor du tæt på en havn, så har du sikkert en dejlig udsigt. Men så udsættes du til gengæld for kraftig luftforurening fra skibene. 

Alligevel er det populært at bygge boliger i havneområderne, blandt andet i Nordhavn, hvor interessen for at bygge lejligheder har været så stor, at der længe har været udsolgt af boligjord i bydelen

Men det kan få store konsekvenser for borgernes heldbred. Derfor mener, seniorrådgiver fra Det Økologiske Råd, Kåre Press-Kristensen, at man skal se på, hvordan man kan sænke forureningen.

- Det handler om, at der skal være landstrøm til de krydstogtskibe, der ligger i havnene. Hvis de bruger det i stedet for at holde motorerne i gang, så kan vi holde forureningen i havneområderne på et minimum, siger han.  

En løsning kan være på vej

Og der er håb for dem, der drømmer om at bo ved en havn, for det er muligt at nedbringe luftforeningen.Teknik- og Miljøborgmester i København, Morten Kabell, mener nemlig, at landstrøm er en rigtig god idé.

- Nogle havne i Europa har haft succes med at gøre landstrømmen afgiftsfri. På den måde bliver det den billigeste løsning for rederierne. Det har man blandt andet haft succes med i Göteborg, og lignende løsninger vil jeg gerne se i København, siger han.   

Hverken EU eller Den internationale Søfartsorganisation vil være med til at gennemtvinge regler for skibene, og så er strømmen meget dyr for rederierne, og det giver en del udfordringer, mener Morten Kabell.

I København stammer omkring en fjerdedel af svovlen i luften fra skibstrafikken.

Facebook
Twitter