Skimmel, madlugt og træk: Kommuner skal forbedre indeklima i skoleklasser

Ny strategi hjælpe kommunerne med at forbedre forholdene på skoler, hvor indeklimaet skader indlæring og trivsel.

Kommunernes budgetter giver ikke plads til at forbedre indeklimaet i skoleklasserne, men det skal et nyt projekt mellem Realdania og 12 danske kommuner finde løsninger på . (Foto: STEFFEN ORTMANN)

Dårlig udluftning, høje temperaturer, utætheder og skimmelsvamp er hverdag for mange elever på skoler landet over. Derfor har Realdania udvalgt 12 kommuner, der skal samle erfaringer og forbedre indeklimaet på skolerne.

- Det er vigtigt, at kommunerne skaber et bedre overblik over, hvilke udfordringer og problemer de har med indeklimaet i deres skoler, siger Lennie Clausen, programchef i Realdania.

Ifølge DTU er størstedelen af landets klasseværelser indelukkede og fyldt med usund luft. Og det går ud over børnenes læring og trivsel. Forskningen viser også, at det ofte er kommunens budgetter, der står i vejen for renovering til fordel for indeklimaet.

- Vi er godt klar over, at det er en stor opgave. Mange kommuner har fokus, men de mangler en strategi for at kunne handle for alvor. Vi kan være med til at kvalificere, hvordan man bruger midlerne, siger Lennie Clausen.

Strategien skal laves på baggrund af skolernes udfordringer og pege på løsninger inden for kommunens økonomiske muligheder.

Tunge hoveder hæmmer undervisningen

I Albertslund Kommune vest for København er Herstedøster Skole med i Realdanias projekt. Her mærker både lærere og elever, hvordan et dårligt indeklima rammer eleverne.

- Vi kan godt mærke på børnene, når de er trætte i hovedet eller har frosset i løbet af dagen. Det rammer deres trivsel, så hvis der er nogle udviklingsmuligheder, der kan hjælpe børnene til at lære mere, så har vi fokus på det, siger skoleleder Birgitte Pilgård.

På skolen klarer lærerne nogle af indeklimaproblemerne med en udluftning fra morgenstunden, men hvis man kan gøre endnu mere, vil det gavne nede ved bordene, lyder det fra en af eleverne.

- Man bliver bedre i skolen, når man slipper for hovedpine og kan følge med i timen, siger Simon Riis Anderson fra 7. klasse.

Kommuner tager ikke problemer alvorligt

Det har længe været kendt, at et dårligt indeklima gør eleverne uoplagte og hæmmer deres indlæringsemne. Alligevel bliver problemerne ikke taget alvorligt, lyder kritikken:

- De har en post på budgettet til renovering, hvis arbejdstilsynet kigger forbi, men de venter lige for at se, om der kommer et påbud. Vi synes, det er unødvendigt. Det skal bare renoveres, siger Geo Clausen, professor i indeklima ved DTU.

Ifølge Geo Clausen er det den rigtige vej at gå, når man tager udgangspunkt i, hvad økonomien i kommunen egentlig tillader, fordi budgettet er en bremseklods for løsninger på indeklimaproblemerne.

- Vi må blive ved, indtil vi finder løsninger, og alle muligheder skal i spil og være innovative. Vi må have fokus på det her, siger Geo Clausen.

De udvalgte kommuner er:

  • Esbjerg

  • Silkeborg

  • Albertslund

  • Ballerup

  • Dragør

  • Haderslev

  • Helsingør

  • Hvidovre

  • Århus

  • Middelfart

  • Kolding

  • Odense