Skolebørn har travlt med at tjekke mobilen mens de cykler

Overraskende mange børn kigger mere ned i mobilen end på vejen, viser politiets skolestart-kontroller.

Børnene her har pakket deres smartphone langt væk, som de skal. Men i Nordsjælland oplever politiet, at skolebørn oftere bruger mobil, mens de cykler. (Arkivfoto) (© colourbox)

Plim!

Der lyder en sms i smartphonen i lommen på vej til skole, og så skal man da lige tjekke den – med det samme. Selv om man er på vej på cykel…

Det er et scenarie, som Nordsjællands Politi oplever oftere og oftere siden skolen begyndte igen efter sommerferien tidligere på ugen.

Og det er politiet både kede af og overrasket over, fortæller Kim Bruun, der er leder af Færdselsafdelingen, Nordsjællands Politi:

- Vi ser, at flere af de unge mennesker benytter mobiltelefonen, når de cykler. Det betyder, at opmærksomheden er rettet et andet sted end det, den skal, nemlig mod trafikken, siger han.

Børnene lærer det et sted fra

Det er i forbindelse med flere skolestart-kontroller, at politiet har standset skolebørnene med en smartphone i hånden.

- Så fortæller vi dem på en pædagogisk måde, at det ikke er smart at gøre det. De er jo ikke 15 år, så de kan ikke få en bøde, men en påtale, siger han.

Ifølge ham kan de uopmærksomme cyklister nemlig nemt komme til skade, hvis de rammer et hul i vejen, rammer en genstand eller støder sammen med andre og vælter.

Kim Bruun er ikke i tvivl om, hvem skoleeleverne har fået de dårlige trafikvaner fra.

- Det er de voksne, som børnene kopierer.

Han opfordrer derfor forældrene til at være gode eksempler og selv at droppe at bruge mobilen, når de cykler eller kører bil.

FacebookTwitter