Skoler bøvler med retningslinjer: Foreslår at droppe hjemsendelse af nære kontakter

Flere skoleledere mener, at retningslinjerne er besværlige og tidskrævende.

(Foto: Linda Kastrup © Ritzau Scanpix)

Gruppearbejde i matematiktimerne, idræt med parallelklassen og fælleslege i skolegården i frikvarteret.

Når skoledagen slutter, har eleverne været sammen på kryds og tværs – og det betyder, at skolerne skal i gang med et større detektivarbejde, hvis en elev bliver testet positiv med corona.

For efter sommerferien har skolerne fået nye retningslinjer, som betyder, at det nu kun er nærkontakter, og ikke automatisk hele klassen, der skal sendes hjem, hvis en af klassekammeraterne er smittet.

Selvom skolerne nu kan nøjes med at hjemsende dem, som har været tæt på den smittede, så er flere skoleledere i hovedstadsområdet frustrerede over de nye retningslinjer. Det er nemlig skolerne selv, der skal finde ud af, hvilke elever der er nærkontakter.

Og det er en svær opgave, mener Malene Nyenstad, som er skoleleder på Hundested Skole i Halsnæs.

- Et barn på syv år kan ikke huske, hvem de har leget med for to dage siden. Det betyder, at de voksne skal have fokus på det hele tiden, siger hun.

Skoleleder: Drop hjemsendelser

Annette Samsøe, som er skoleleder på Husum Skole i Brønshøj, oplever også, at det er svært at kortlægge, hvem eleverne har været tæt sammen med i løbet af en hel skoledag.

- Børnene indgår i forskellige fællesskaber hele dagen. Det er et kæmpe detektivarbejde, siger hun.

Hvis det stod til hende, skulle retningslinjerne ændres igen. Hun ser gerne, at skolerne får lov til at droppe hjemsendelser af børn, selvom de er nære kontakter.

- Jeg drømmer om, at vi stopper med at sende børn hjem, medmindre de faktisk er syge.

Så længe børnene er raske, mener hun, at de skal have lov til at komme i skole. Også selvom de har været tæt på en klassekammerat, som er testet positiv med corona.

- Det kan godt være, at en konsekvens ville være, at flere børn blev smittet. Men så må det være sådan, siger Annette Samsøe.

Sundhedsstyrelsen: Vi er klar til at justere

Hos Sundhedsstyrelsen forstår vicedirektør Helene Probst godt, at det er en ekstra arbejdsbyrde for skolerne. Men når der er et smittetilfælde på en skole, er det vigtigt, at så få elever som muligt bliver sendt hjem, mener hun. Og det er de nye retningslinjer med til at sikre, siger hun.

- Jeg forstår godt, det er svært at administrere for skolerne. Men det er vigtigt, at der ikke bliver sendt unødigt mange børn hjem.

Ifølge vicedirektøren bliver der lyttet til skolernes kritik. Hvorvidt skolerne får lov til at droppe hjemsendelser af nære kontakter, kan hun ikke svare på.

- Det skal være sådan, at hverdagen fungerer for skolerne, så hvis der er uhensigtsmæssigheder i vores retningslinjer, kigger vi på det.

Facebook
Twitter