Skoler til kamp mod radikalisering: Sætter faget på skoleskemaet

De seneste års eksempler på radikalisering af unge mennesker har nu fået flere skoler til at starte med at forebygge radikalisering allerede i de små klasser.

Det er bl.a. i Albertslund, Gladsaxe, Ishøj og Københavns kommune at man er begyndt at forebygge radikalisering allerede i grundskolen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

'Demokratisering' og 'digital dannelse'.

Sådan lyder et par af de fag, der er kommet på skoleskemaet i flere skoler i hovedstadsområdet, som del af en forebyggende indsats mod radikalisering.

Det viser en rundringning, som DR P4 København har lavet til skoler i hovedstadsområdet.

Tiltaget sker i erkendelse af, at der de seneste år er set flere eksempler på radikalisering af unge på de sociale medier siger formand for skolelederforeningen, Claus Hjortdal.

- Vi så, at ekstremisterne i stigende grad brugte nogle metoder, som viste sig at være ekstremt effektive. De udvalgte sig de svageste og mest sårbare unge og kontaktede dem via sociale medier. I nogle tilfælde kunne vi se, at det havde radikaliseret nogle unge mennesker, siger Claus Hjortdal.

Målet med at tage hånd om problemet med radikalisering allerede i grundskolen er derfor ifølge Claus Hjortdal, at de unge bliver mere opmærksomme - både på sig selv og deres kammerater.

- Det at man bliver ensom og holdt uden for grupperne kan have en negativ effekt. Så negativ at man opsøger nogle fællesskaber, der ikke er gunstige, siger Claus Hjortdal.

Det er bl.a. i Albertslund, Gladsaxe, Ishøj og Københavns kommune at man er begyndt at forebygge radikalisering allerede i grundskolen.

Trivsel, samfund og den digitale verden

I Albertslund har man valgt, at forebyggelse af radikalisering skal ske på hvert eneste klassetrin hele grundskolen igennem. Det fortæller Kasper Fisker, der er stabsleder i den kriminalpræventive enhed i Albertslund Kommune.

- Jo tidligere man går ind, jo mere målrettet er man på, at det her, det er ikke et spørgsmål om alt det, du ikke skal gå ud og gøre – men alt det vi gerne vil have dig til at gøre, siger han og fortsætter:

Derfor handler det om allerede fra børnehaveklassen – ja faktisk allerede fra daginstitutionsområdet at arbejde med en demokratisering og et selvværd og en selvtillid og en omgangsform, siger Kasper Fisker.

Det er helt basale ting, som hvordan vi omgår hinanden, der skal være med til at robustgøre de unge, når de fremover skal gebærde sig både på nettet og i virkeligheden, siger Kasper Fisker.

- Hvordan får jeg en plads i det sociale miljø, så jeg ikke skal have ondt i maven hver morgen, når jeg skal slæbe mig afsted til skole? Hvordan kommunikerer jeg over nettet? Hvad sker der med andre, når jeg gør sådan her? Opremser Kasper Fisker som en del af de problemstillinger, de lader deres elever stå over for.

Kasper Fisker understreger, at man i Albertslund Kommune har valgt at forebygge radikalisering ved ikke at undervise direkte i, hvordan man kan blive radikaliseret. På den måde kommer man nemlig ikke til at introducere en verden for de unge, som de kan blive tiltrukket af.

PET vil hjælpe forældre til at takle radikalisering

Skolerne i hovedstadsområdet står ikke alene med at forebygge radikalisering allerede i grundskolen.

I sidste uge udkom PET i samarbejde med Medierådet og Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme med skolemateriale, der skal gøre forældrene stærke til at tackle radikalisering.

Og det gør man som del af en forebyggende indsats siger Henrik Bjelke, der er afdelingschef i forebyggelsesafdelingen i PET.

- Det her materiale er jo målrettet til at klæde voksne og forældre på og sikre, at de har en klog og kritisk netadfærd. Og det er jo fordi, at vi håber på, at det kan bidrage til den meget tidlige forebyggende indsats, siger Henrik Bjelke.

Selvom hvert radikaliseringsforløb er unikt, så ved man, at propaganda via sociale medier meget ofte spiller en rolle - og derfor er det vigtigt at sætte fokus på netop det område, siger Henrik Bjelke.

- Når vi er bekymrede for, hvor dygtige ekstremister er til at anvende de sociale medier, så er det selvfølgelig også hensigtsmæssigt, at vi prøver på at adressere lige præcis den faktor i trusselsbilledet, siger Henrik Bjelke.

Det nye forebyggende materiale fra PET hedder Nettets Vildveje, og det skal bl.a. hjælpe forældre med at forstå, hvad deres børn kan blive udsat for på sociale medier.