Skolevalget kan få flere unge til at stemme til fremtidens folketingsvalg

I dag sætter 80.000 skoleelever kryds på deres første stemmeseddel til skolevalget.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, åbnede Skolevalg 2019 på Øster Farimagsgade skole. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)

- De unge er fremtidens vælgere, og det er så godt, når de begynder at interessere sig for politik i en tidlig alder.

Det er meldingen fra Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF), der i morges ringede skolevalget 2019 i gang på Øster Farimagsgade Skole i København.

For skolevalget og flere ugers valgkamp sætter nemlig gang i de unges tanker om politik og samfund, og så påvirker det dem også til at stemme til Folketingsvalget, når de bliver 18 år, mener Pia Kjærsgaard.

- Der er ikke så lang tid, til de skal sætte kryds ved et folketingsvalg, og erfaring viser, at hvis man sætter sit kryds ved første valg, efter man er fyldt 18 år, så bliver man ved senere i livet, siger hun.

- Så det gælder om at vække interessen. Demokrati og folkestyre skal indpodes i de unge mennesker, tilføjer hun.

  • Folketingets formand Pia Kjærsgaard åbnede skolevalget Øster Farimagsgade Skole. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)
  • Forud for valgdagen ligger et tre ugers langt undervisningsforløb, der har styrket de unge i meninger og politik. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)
  • En gruppe kvindelig politikere fra Malawi er med for at se, hvordan unge involverer sig i politik. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)
  • Skolevalget er bygget op ligesom et almindeligt valg for at gøre det så autentisk som muligt. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)
  • Ved at få skolevalget til at ligne et folketingsvalg så meget som muligt, får de unge et unikt indblik i, hvordan det fungerer rent lavpraktisk med stemmebokse og stemmesedler. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)
  • Knap 80.000 skoleelever fra 8. til 10. klasse deltager. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)
  • Stemmesedlerne ligner dem, de unge kommer til at møde, når de er fyldt 18 år. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix © Nikolai Linares)
1 / 7

Og det er professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen helt enig i.

- Jeg tror godt, at skolevalget kan få flere unge til at stemme til deres første folketingsvalg, fordi det politiske engagement vokser hos dem. For skolevalget giver dem lyst til at debattere politik, de har pludselig meninger om ting, og de tror på sig selv rent politisk.

Omkring 80.000 elever fra 8. til 10. klasse valfarter i dag til stemmeurnerne, og det foregår på præcis samme måde som til et folketingsvalg med stemmebokse og stemmesedler ude på skolerne.

En fordel for ungdomspartierne

Skolevalget får de unge til at reflektere og interessere sig for nogle emner, der måske ikke optager så meget af deres tid til dagligt.

Men det rykker faktisk også noget på den rigtige politiske scene.

For valget er en mulighed for at prøve de politiske kræfter af, og flere melder sig også ind i partier efterfølgende, siger Kasper Møller Hansen.

- Der er flere, der melder sig ind i de politiske partier, så det påvirker rent faktisk de unge.

Og det glæder Pia Kjærsgaard.

- Det er en mulighed for, at de unge mennesker melder sig ind i partier, eller i hvert fald at de bliver oplyst om det, siger hun.

De unges stemme kan drukne

Tilbage i 2017 sagde Kasper Møller Hansen, at de mange ældre borgere vil vende op og ned på det politiske danmarkskort.

- Vi står over for nogle ret store aldersforskydninger i samfundet i løbet af de næste mange år. Derfor er det vigtigt, at de unge melder sig på banen.

I aften mellem klokken 19 og 20 præsenteres resultatet af elevernes valg ved en stor valgfest på Christiansborg.

Skolevalg 2019

  • Skolevalg skydes i gang hvert andet år i januar. Det er et tre uger langt undervisningsforløb, der er bygget op som en valgkamp.

  • Elever i 8., 9. og 10. klasse har mulighed for at stemme ved valget, der afholdes i dag.

  • I år er 769 skoler tilmeldt forløbet, og det betyder, at 78.502 elever er stemmeberettiget.

  • Det er ikke alle skoler, der deltager, og valgresultatet er ikke repræsentativt.

  • Eleverne kan stemme på de partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget.

  • Forud for valgdagen har eleverne valgt mærkesager og lavet kampagner. Der har desuden været debatter mellem politiske ungdomspartier på de fleste af skolerne.

  • Første gang, der blev afholdt skolevalg, var i 2015, og ved de to valg hidtil er blå blok begge gange løbet med sejren.

  • Ved seneste valg fik blå blok 55,3 procent af stemmerne, og Venstre blev med 19,1 procent af stemmerne det parti med størst vælgertilslutning. Socialdemokratiet blev næststørst med 15,6 procent.

  • Det er interesseorganisationen Dansk Ungdoms Fællesråd, der står bag.

  • Undervisningsforløbet er udviklet i samarbejde med fagkonsulenter i samfundsfag fra Center for Undervisningsmidler i Danmark.

  • Projektet er finansieret af Folketinget og Undervisningsministeriet.Kilder: Skolevalg.dk og Undervisningsministeriet.

Følg folketingsvalget 2019 eller prøv DR's Kandidattest.