Skovene breder sig: Gavner dyr, planter og grundvand

Hvert år de seneste 30 år har dansk skov bredt sig med 600.000 ekstra træer.

Flere bynære skove giver bedre mulighed for at motion og styrker sundheden, vurderer naturvejleder Jes Aagaard. (Foto: Rune Feldt © Scanpix)

600.000 ekstra træer.

Så mange træer er hvert år plantet i landets statsskove, siden man i 1989 besluttede at fordoble det danske skovareal over 100 år.

Skævinge Skov ved Hillerød er vokset fra ingenting i 1999 til, at der i dag er plantet træer på 54 hektar. Den nordsjællandske skov skal op på at brede sig over 530 hektar.

Udover at indbyde til flere motions- og naturoplevelser, fungerer træerne også som beskyttere af grundvandet.

- Vi beskytter grundvandet, fordi når der ikke er nogen produktion på jorden, så bliver grundvandet ikke udsat for kemikalier, siger naturvejleder hos Skov- og Naturstyrelsen, Jes Aagaard.

Udover træer indeholder skovene enge, overdrev, søer og moser, der alt i alt giver mere plads til fugle, planter og svampe.

- Danskerne holder uendeligt meget af vores skove. Vi elsker at komme ud i naturen, og når man placerer skovene tæt op af byerne, så har byboerne endnu bedre muligheder for at komme ud at motionere. Det betyder rigtig meget for vores sundhed, siger Jes Aagaard.

Blandt de nye, danske skove er også Himmerig Skov ved Hinnerup, Løvbakke Skov ved Herning, Ringe Skov på Fyn og Oksbøl Skov på Als.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.