Sløje karakterer på retur i de københavnske folkeskoler

Folkeskolereformen får æren for gode resultater i de nationale test, siger borgmester.

37 procent af eleverne i 8. klasse blev sidste år ikke erklæret uddannelsesparate i Københavns Kommune. (Foto: Maria Benedicte Stove © DR)

Det handler ofte om skoleelever, der ikke lærer nok, forfejlet undervisning og overfyldte klasselokaler, når vi snakker om folkeskolen.

Men et eller andet går alligevel den rigtige vej, har man erfaret i Københavns Kommune. Her viser resultatet fra de nationale test, at hovedstadens elever klarer sig bedre i år end sidste år på i hvert fald fire klassetrin.

- Vi har sat fokus på faglighed ude i skolerne, og vi kan se, at det virker. Vi har blik for, at det betyder noget at kunne læse, regne og skrive. Vi skal også have nogle hele, gode og dejlige mennesker ud af det, men det er det faglige – det at lære noget – der skal være fokus på, siger børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev (V).

Stadig langt fra den nationale målsætning De københavnske elever har blandt andet forbedret sig inden for læsning og matematik på alle klassetrin, og i flere kategorier ligger København på niveau med andre kommuner.

Der er dog stadig lang vej før, at Københavns Kommune når den nationale målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, erkender Pia Allerslev.

Sidste år blev mere end hver tredje i -alt 37 procent -af 8. klasserne ikke erklæret uddannelsesparate.

- Vi har et meget stort efterslæb i København og har historisk set ligget meget dårligt. Det er først de senere år, at det er begyndt at gå i den rigtige retning, så der er et stykke vej endnu, siger Pia Allerslev og giver folkeskolereformen æren for de positive takter.

Bootcamp til drenge med dårlige karakterer For at komme det sidste stykke vej og nå den nationale målsætning om, at mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne, har Københavns Kommune iværksat flere initiativer.

Pia Allerslev fremhæver Københavnerakademiet, hvor særligt udvalgte børn, der har det svært i folkeskolen får ekstra undervisning.

- Fagligheden kan overhovedet ikke stå alene. Derfor har vi blandt andet sat gang i Københavnerakademiet, hvor over 100 drenge er på en 14-dages 'bootcamp', hvor de bliver tæsket igennem med faglighed, sport og sund mad. Det er noget, vi følger op på, når de kommer tilbage på skolen, siger hun.