Slut med statsstøtte: I Hvidovre vil de stadig betale for dit rygestop

En række kommuner skal nu tage stilling til, om de vil betale for rygestopmedicin.

Der er stor opbakning i Hvidovre kommune til at betale for rygestopmedicin. (© Colourbox)

Du skal fortsat kunne sende regningen for nikotin-tyggegummi videre til kommunen, når du dropper cigaretterne.

Det mener politikerne i Hvidovre Kommune, som fremover for egen lomme vil fortsætte et statsstøttet forsøg, der har været et tilbud til alle landets kommuner siden 2017.

I projektet ”Hjælp til rygestop til særlige grupper” har regeringen sat 26,5 millioner kroner af til, at kommunerne har kunne søge satspuljemidler til at give gratis rygestopmedicin til udsatte grupper, men puljen udløber i år.

Derfor har de i Hvidovre besluttet selv at betale fremover.

- Vi har haft gode erfaringer. Det giver god mening også på lang sigt, siger formand for ældre - og sundhedsudvalget, Lars Gundelack Jensen, fra Socialdemokratiet.

Lægeforening: God prioritering

DR Nyheder har talt med yderligere syv hovedstadskommuner, som endnu ikke har besluttet, om de vil gøre som Hvidovre og fortsætte tilbuddet om gratis rygestop-medicin af egen lomme.

Hos Lægeforeningen håber de, at kommunerne holder fast i tilbuddet.

- Kan man bruge lidt penge på at få folk til at holde op med at ryge, så undgår man de utroligt store udgifter, der er til behandling og pleje af folk, der allerede er blevet syge, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

I Hvidovre er der i år afsat ca. 140.000 kroner til rygestopmedicin. Når kommunen selv står for hele udgiften fra næste år, er der afsat 70.000 kroner. Men der er stor opbakning til tiltaget, mener udvalgsformanden.

- Hvis der skulle være brug for at gøre beløbet større, så vil der være fuld opbakning til det, siger Lars Gundelack Jensen (S).

Kan komme med i finanslovsforhandlinger

På Christiansborg er sundhedsordfører for Venstre, Jane Heitmann, glad for, at kommuner som Hvidovre vil fortsætte tilbuddet, selvom der ikke længere følger penge med fra staten.

Og hun afviser ikke, at tiltaget igen kan blive støttet fra statskassen.

- Jeg glæder mig over, at kommunerne har taget ordningen til sig. Og så er det klart, at hvis det skal gøres permanent i en eller anden form, så vil det jo i givet fald være en overvejelse, når der skal forhandles finanslov, siger Jane Heitmann (V).

Ifølge Lægeforeningen er konsekvenserne store, hvis kommunerne ikke smider penge efter rygestopmedicin.

- På kort sigt sparer kommunerne måske nogle penge på deres budget ved ikke at tilbyde medicinen gratis, men i det lange løb er det jo en rigtig dårlig prioritering af kommunen ikke at satse fuldt ud på rygestop, siger formand Andreas Rudkjøbing.

Facebook
Twitter