Socialrådgivere på skoler hjælper udsatte

Problemer kan tages i opløbet, når skolerne har socialrådgivere siddende, viser erfaringer

Problemer kan tages i opløbet, når skolerne har socialrådgivere siddende, viser erfaringer (© Colourbox.com)

Det giver god mening at have socialrådgivere siddende på kommunens skoler. Det viser erfaringer fra København, hvor man siden 2007 har brugt socialrådgivere som bindeled mellem skolen og socialforvaltningen.

Rundt omkring på landets folkeskoler er der masser af sager, som ikke er alvorlige nok til, at socialforvaltningerne skal inddrages, men for alvorlige til, at man som klasselærer kan tage hånd om dem. Derfor kan skolesocialrådgiverne hjælpe skolelærere og skoleledere med viden om, hvem der er den rette person at kontakte eller hvilket tilbud, der passer til det enkelte barn eller familie, skriver Information.

Fravær og banderekruttering

Lige nu er 56 distriktsskoler tilknyttet ordningen. En af dem er Bavnehøj Skole i Sydhavnen. Her har mellem syv og ni procent af eleverne haft en sag i familiecentret det seneste halve år. Området er altså socialt udsat, og skolesocialrådgiver Maria Gregersen tilbringer to dage om ugen på skolen.

Hun tager sig af alt det, som familier i Sydhavnen kan have problemer med. Det kan være alt fra fravær til banders forsøg på rekruttering blandt de ældste klassetrin. Problemer med misbrug, opdragelse, vold i hjemmet, skilsmisse, våben, dødsfald og sygdom støder Maria Gregersen også på, skriver Information. 

Vigtigt bindeled

Skoleleder Pia Grevelund og skolepsykolog Laila Berg Christensen har begge arbejdet på Bavnehøj Skole, inden skolesocialrådgiveren blev tilknyttet. De er enige om, at samarbejdet mellem skole og forvaltning fungerer bedre nu.

- Tidligere blev jeg nødt til at tage mig af de sociale sager, selv om det faktisk ikke var det, som var mit job. Jeg blev bindeleddet til Socialforvaltningen. Det var tidskrævende, kompliceret og tog fokus væk fra mit virke som psykolog, forklarer Laila Berg Christensen om tiden inden 2007, hvor Bavnehøj Skole endnu ikke havde socialrådgiver Maria Gregersen tilknyttet.

Facebook
Twitter