Spil basket med dit skrald

Net på skraldespandene skal gøre det skægt at rydde op efter sig selv.

"Ram mig" opfordrer denne københavnske skraldespand til. Se hvordan det virker i videoen nedenunder.

Man må ikke lege med maden, men må man godt lege med det papir, som maden er pakket ind i?

Svaret er ja, hvis man spørger Københavns Kommune.

I et forsøg på at komme byens skrald til livs, har de sat basket-net op over 10 skraldespande på Skotlands plads på Amager.

Skraldebasket virker

Ved at forvandle skraldepandene til basketkurve er håbet, at borgerne får smidt skraldet ud det rette sted - uden at betragte det som en sur pligt.

Og det ser ud til at virke.

https://www.facebook.com/video.php?v=760907047299277

- Vi kan konstatere, at skraldespande her bliver skiftet tre gange så ofte som dem der står længere nede af vejen, der ikke har noget net på, siger chef for projektet Øystein Leonardsen.

Bliv puffet i den rigtige retning

Det er ikke første gang, at københavnerne bliver opfordret til at rydde op på kreative måder. Grønne fodspor der leder hen mod skraldespanden og skraldespande på skrå, der opfordrer cyklister i at 'score' skraldet i spanden på vejen er bare nogle af de tidligere tiltag.

Fænomenet kaldes 'nudging', og handler om at give borgerne små umærkelige puf hen mod den rigtige beslutning - for eksempel at rydde op efter sig selv.

Når man med nudging gør oprydning til en leg, så har det større effekt, lyder det fra Øystein Leonardsen:

- Al erfaring viser, at hvis man gør noget af lyst, så virker det bedre.

Facebook
Twitter