Sportsklubber får ledige akademikere i arbejde

Ledigheden er stor blandt nyuddannede akademikere, men et nyt beskæftigelsesprojekt baner vejen til fast arbejde.

Et praktikforløb i en svømmeklub blev gennembruddet til et fast arbejde for Terese Lihn Thomsen, der er uddannet cand.ling.merc. i engelsk og europæiske studier. (Foto: Anne Diklev Pallesen)

Efter at have afsluttet en lang universitetsuddannelse, gik Terese Lihn Thomsen en trist periode i møde uden arbejde.

Hun havde søgt en del job, men der var mange om buddet, så en ansættelse blev det aldrig til. Men beskæftigelsesprojektet "Erhverv, Ledelse og Idræt", hvor ledige akademikerne kommer i 11 ugers klub- og virksomhedspraktik, sparkede tingene i gang.

Passionerede frivillige

Terese Lihn Thomsen kom i praktik i en svømmeklub i Gentofte, hvor hun arbejdede sammen med klubbens frivillige.

- Det var nogle virkelig passionerede mennesker, jeg mødte der, og så oplevede jeg, at netværket bare rullede afsted. Det gjorde, at jeg kunne komme videre i erhvervspraktik derfra, siger Terese Lihn Thomsen.

Projektet med de ledige akademikere er lavet i et samarbejde mellem DBU København og kommunerne København og Gentofte. Tre hold på 12 ledige akademikere har været igennem forløbet, og seks ud af ti er kommet i arbejde på grund af indsatsen.

Netværk giver arbejde

Tanken er, at de ledige skal hjælpe til i sportsklubberne med blandt andet kvalitetsundersøgelser, kommunikation til medlemmerne og andre opgaver, som foreningerne mangler hænder til. Til gengæld får de ledige et netværk, som for manges vedkommende er med til at skaffe dem arbejde. - De ledige opdagede, at de kunne mere, end de var klar over. Deres jobsøgning blev meget bredere og så fandt de også ud af, at netværk er en god vej at gå, når man skal have arbejde, siger Benny Würtz, som er idemanden bag projektet.

I dag er der 16 procents ledighed blandt nyuddannede akademikere efter endt uddannelse, og i fagforeningen Dansk Magisterforening glæder man sig over projektets resultater.

- Det her projekt gør det konkret, hvordan akademikernes ressourcer kan komme i spil, og vi håber, at flere kommuner vil tage metoden i brug, siger formand for Dansk Magisterforening Camilla Gregersen.

Praktik blev til fast arbejde

Terese Lihn Thomsen er heller ikke i tvivl om, at projektet var årsagen til, at hun fik fast job i den entreprenørvirksomhed, hvor hun havde været i erhvervspraktik.

- Det her forløb har gjort, at jeg har fået et arbejde langt hurtigere, end hvis jeg havde søgt på egen hånd, siger Terese Lihn Thomsen.

Facebook
Twitter