Strømtyveri: Københavnerne fusker med elforbruget for millioner

Strømtyveriet sker blandt private kunder, men også spillehaller og skunklaboratorier snyder med strømmen.

Dong behandlede sidste år 400 sager om mistanke om strømtyveri. Det handler oftest om, at der bliver sat en magnet på måleren, så den måler forkert.

En magnet på el-måleren, så den måler forkert eller en klemme på ledningen, så strømmen ikke føres hele vejen op til måleren.

Det er nogle af eksemplerne på, hvordan folk snyder med elmålerne for at spare på elregningen.

Alene sidste år behandlede Dong 400 sager om tyveri af strøm og udskrev i den forbindelse regninger for ni millioner kroner i københavnsområdet.

Ulovligt og farligt

Strømtyveriet er både ulovligt og farligt, lyder det fra Dansk Energi.

- Det er tyveri, nøjagtig ligesom butikstyveri, og så løber folk en betydelig personlig risiko. Man risikerer simpelthen at blive slået ihjel, når man roder med sådan nogle el-installationer, siger teknologidirektør i Dansk Energi, Jørgen Christensen.

Tyveriet går især ud over de andre el-kunder i el-selskaberne.

- Alle andre el-kunder skal være med til at dække det tab, som sker i kraft af, at nogle enkelte snyder, siger Anders Vikkelsø, teknisk direktør i Radius Elnet - Dong Energy's elforsyningsnet.

Skunklaboratorier og spillehaller stjæler strøm

Udover de private el-kunders fiflerier, ser man også en del el-tyveri fra skunklaboratorier og spillehaller, som får hjælp fra organiserede kriminelle.

- Skunklaboratorierne bruger meget store energimængder. Derfor har de kriminelle typisk lavet en separat tilkobling ude i kabelskabet, der gør det muligt at stjæle strømmen, siger Jørgen Christensen.

Svært at stjæle strøm fremover

Netop nu ruller el-selskaberne over hele landet nye fjernaflæste målere ud, hvor der er magnetalarmer, der opdager de metoder, der ellers har været brugt til at snyde.

Det betyder, at det bliver langt svære at sjæle strøm fremover, siger Jørgen Christensen.

- I takt med, at vi får udryddet de her el-målere, så vil problemet blive mindre. Men vi er lige nu i en overgangssituation, hvor vi fanger nogen, der har lavet snyd igennem længere tid, siger Jørgen Christensen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.