Hvordan skriver man en jobansøgning? Hvad sker der til en samtale? Og hvordan håndterer man et afslag? Den slags spørgsmål får unge fra det socialt udsatte boligområde Tingbjerg i København svar på fra en ny fritidsjob-vejleder.
Fritidsjob-vejlederen har siden foråret vejledt unge om job. 65 har været forbi vejlederen, 22 af dem har fundet et fritidsjob, skriver magasinet FSB Beboeren. En af dem er Ali Al Wali, der blandt andet havde brug for hjælp til at skrive.
- Mine forældre kan ikke hjælpe med at skrive. Det var vejlederen bedre til. Vi tog sammen ud på strøget og delte mine ansøgninger ud. Uden hendes (vejlederens, red.) hjælp, tror jeg ikke, jeg havde haft et job i dag, siger han.
Flere skal med
Det er opløftende, at 22 unge har fået job med hjælp fra vejlederen, fortæller lederen af den boligsociale indsats i Tingbjerg, Margrethe Clausager.
Flere andre boligområder har lignende tilbud, men ikke med en fuldtidsmedarbejder og ikke sat i system på samme måde som i Tingbjerg. Margrethe Clausager mener, at andre boligområder kan få glæde af at opgradere deres indsats.
- De unge i området og deres familier kan profitere af at der sådan et tilbud til deres unge, siger hun.
Ruster de unge til voksenlivet
Gevinsten for den unge er ikke kun kroner og øre, forklarer Niels Henrik Møller Hansen, der er sociolog og lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
Processen med at skrive, søge, være til samtale og arbejde er med til at udvikle de unge og give dem en god start på livet som arbejdende voksen, mener han.
- Man lærer at arbejde og passe et arbejde. Det kan man bruge overalt i uddannelsessystemet. En anden fordel er, at man måske bliver lidt klogere på, hvem man er, og det kan give en retning i forhold til uddannelse, siger Niels Henrik Møller Hansen.