Sundhedspersonale om nyt it-system: Det er uacceptabelt

Nyt it-system gik i luften den 21. maj, og siden har der været over 9000 episoder, hvor det ikke fungerede, som det skulle.

Læger, sygeplejersker og lægesekretærer i Region Hovedstaden har fået nok af problemer med it-system. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Det er

uacceptabelt
, at det nye it-system i Region Hovedstadens
sundhedsvæsen
, Sundhedsplatformen, er smækfyldt med fejl.

Det er beskeden til

regionens
ledelse fra læger, sygeplejersker og lægesekretærer på Herlev og Gentofte hospitaler to uger efter, at det nye it-system gik i luften.

For selvom der må forventes børnesygdomme i opstartsfasen, så er grænsen nået nu.

- Det er foruroligende, at der er så mange indmeldinger om ikke helt uvæsentlige fejl, siger formand for Lægeforeningen i Region Hovedstaden, Helene Hvidman.

Sundhedsplatformen gik i luften den 21. maj, og siden har der været over 9000 episoder, hvor systemet ikke fungerede, som det skulle.

Region Hovedstaden har overfor P4 København bekræftet, at fejlene blandt andet omhandler bestillinger af blodprøver, der ikke går igennem, og henvisninger til kræftbehandling, der har siddet fast i systemet.

Hospitalerne har i de seneste uger haft langt færre patienter end normalt, men når de efter planen inden længe skal op på fuld kraft igen, kan det få alvorlige konsekvenser.

- Vil den hjælp, der er i dag stadig være til stede? For der er mange problemstillinger, der skal løses. Ellers vil det være et rigtigt svært arbejdsmiljø for vores medlemmer, siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Vibeke Westh.

Vicedirektør på Herlev og Gentofte hospitaler, Anne Gram,

afviser
, at der har været flere og mere alvorlige fejl end forventet.