Sundhedsplatformen: Forventede milliongevinster ved it-systemet udebliver

I år må Region Hovedstaden se bort fra forventede gevinster på mellem 45 og 100 millioner kroner.

IT-systemet skulle samtidig med at effektivisere systemerne på Region Hovedstadens sygehuse også give regionen en milliardgevinst. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Der var lagt op til milliardbesparelser, da politikerne i Region Hovedstaden besluttede at indføre det efterhånden udskældte it-system Sundhedsplatformen.

Men i år må regionen se bort fra forventede økonomiske gevinster på mellem 45 og 100 millioner kroner.

Tirsdag blev der afholdt ekstraordinært møde i forretningsudvalget, hvor det skulle diskuteres, om der var gevinster at hente næste år.

Og her ser det bedre ud, mener 2. næstformand i Region Hovedstadens regionsråd, Martin Geertsen (V).

- Administrationen har fremlagt beregninger for os, som giver gevinst næste år på omkring 100 millioner kroner, siger han.

Den manglende gevinst i år skyldes blandt andet, at it-systemet har været sværere end som så at implementere, fortæller regionsdirektør i Region Hovedstaden, Hjalte Aaberg.

- Det har været mere omstændigt at indføre, end vi havde håbet på, men vi er godt på vej nu, siger Hjalte Aaberg og tilføjer:

- Men det har været mere bøvlet, end vi havde regnet med.

Han mener ikke dog ikke, at de manglende gevinster kommer til at gå ud over sundhedsvæsenet generelt.

- Det her betyder bare, at vi kommer lidt senere i gang, og derfor vil det også vise sig, at den investering vi har gjort, er rigtig fornuftig, mener han.

Martin Geertsen mener dog stadig, at den manglende besparelse på Sundhedsplatformen i år ikke er god nok, og derfor skal der også sættes større fokus på økonomien fremover, siger han.

- På hvert eneste møde, vi har frem mod at lægge budget for 2018, vil vi kigge på Sundhedsplatformen, og de gevinster der er på det, siger han.

Sundhedsplatformen er blevet indført på alle Region Hovedstadens hospitaler.

Facebook
Twitter