Sundhedsplatformen mangler medarbejdere

Region Hovedstaden mangler folk til omdiskuteret it-system.

Personalet på Amager Hospital skal snart vænne sig til it-systemet Sundhedsplatformen. Men lige nu mangler der it-kyndige folk, der kan forberede programmet. (Arkivfoto) (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Efter planen skal det udskældte it-system Sundhedsplatformen indføres på Nordsjællands Hospital, Amager og Hvidovre Hospital samt Bornholms Hospital i marts måned.

Region Hovedstaden mangler dog medarbejdere, der kan forberede systemet til de fire hospitaler, fremgår det af en redegørelse fra regionen midt i januar.

Lige nu drejer det sig om 19 medarbejdere.

- Vi mangler nogle kernemedarbejdere, som både har noget viden om Sundhedsplatformen og det eksakte område, som skal forbedres, siger Gitte Fangel, der er programdirektør for Sundhedsplatformen.

Det er primært folk, der kan kode og registrere data, som Sundhedsplatformen har brug for. De skal blandt andet sikre, at hospitalernes afregningssystem og fødejournaler fungerer.

Ifølge vicedirektør Peder Mogensen fra Amager og Hvidovre Hospital er der tale om 'detaljer'.

- Med sådan et stort it-system kan der være nogle ting, der bliver samlet op på et senere tidspunkt. Det gør mig ikke utryg, siger han.

Behovet for flere medarbejdere skyldes blandt andet, at Sundhedsplatformen stadig er under tilpasning og justering på Herlev og Gentofte Hospital samt Rigshospitalet, hvor det blev taget i brug sidste år.

Facebook
Twitter