Supercykelstier hitter i hovedstadsområdet

Flere og flere tager cyklen på de længere ture. Kræftens Bekæmpelse jubler.

De tohjulede pendlere er blevet flere i hovedstadsområdet. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Hvis du spænder cykelhjelmen og tager en god, lang tur til og fra arbejde, er du en del af en trend i hovedstadsområdet. Flere og flere benytter nemlig de såkaldte supercykelstier.

På Farumruten, der går mellem Farum og København, har man fra 2012 til 2016 oplevet en stigning på 61 procent flere brugere. Også på Albertslundruten mellem Albertslund og København drøner flere afsted. Her har 34 procent flere brugt ruten fra 2010 til 2016.

Den stigende pendlercyklisme vækker stor begejstring i Cyklistforbundet.

- Det beviser, at når man bygger og anlægger infrastrukturen til cyklister og sørger for, at den hænger logisk og fornuftigt sammen, så begynder folk at cykle, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

Også i Kræftens Bekæmpelse glæder man sig over, at flere vælger den tohjulede løsning, når de skal til og fra arbejde. Motion er nemlig med til at forebygge kræft.

Det siger Gitte Laub Hansen, der er projektchef på fysisk aktivitet og kost i Kræftens Bekæmpelse.

- De, der er fysisk aktive, vil typisk reducere deres kræftrisiko mellem 10 og 30 procent.

Turene på cyklen er desuden med til at holde vægten nede.

- Hvis man cykler, vil man ofte være 4-5 kilo lettere end naboen, der tager bilen, siger Gitte Laub Hansen.