Det var et ønske om at blive klogere på døden, der fik Synne Espensen, fuldmægtig fra København, til at blive våger for døende for to år siden.

- Det lød som en enkel, fornuftig og relevant ting. Samtidig var jeg nysgerrig på døden og at få den af-tabuiseret. Jeg ville gerne kunne rumme det at være våger, siger hun.

Synne Espensen er en af mange frivillige, der i stigende grad melder sig til at våge over døende i deres sidste timer. I 2014 var der 886 vågere på landsplan. I 2015 var det tal steget til 1.055. En stigning på 19 procent på et år.

Efter et intromøde blev Synne Espensen indlemmet i Røde Kors’ Vågetjeneste, der sender vågere til hospitaler, private hjem og plejehjem. I dag bliver hun sendt hun ud cirka en gang om måneden.

Det er ofte en rå og intim oplevelse, der venter hende, når hun træder ind i det fremmede menneskes hjem for eksempelvis at holde ham eller hende i hånden.

- Det er den mest rå form for social interaktion, jeg har oplevet. Man sidder hos en fremmed, man aldrig lærer at kende. Man bliver aldrig evalueret på sin indsats. Det handler grundlæggende om, at man skal bruge sine instinkter og fornemme, om de er utrygge, om man skal holde i hånden eller om man bare skal bladre i en bog, så de kan høre, at der er nogen, siger hun.

Det skræmmer ikke Synne Espensen, at der ikke findes en klar manual til, hvordan man skal opføre sig over for den enkelte døende. For Synne Espensen handler det mest om at fokusere på mennesket og ikke tænke på andet, mens man sidder der.

- Det er helt vildt intimt. Men det virker ret naturligt at sidde hos en gammel mand eller kone og se, at kroppen har udtjent sin tid og skal videre i systemet. Og så er det en rar tanke, at de ikke skal ligge der alene, siger hun.