Terapi hjemme på sofaen: Behandling foran computeren mindsker angst og depression

Behandlingen, som tilbydes i alle landets regioner, er en succes, viser forskning.

Gennem øvelser, tekst og videoer kan patienterne få behandling for angst og depression (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Hvis man lider af socialangst eller har en depression - kan man have meget svært ved overhovedet at komme uden for en dør.

Men i snart et år har man kunnet få behandling hjemmefra.

Man behøver hverken en kalender, tage fri fra arbejde eller få en henvisning fra sin læge for at få behandling - alt, man skal bruge, er en computer med internet.

Internetpsykiatrien hedder behandlingstilbuddet, som sidste år blev bredt ud til alle landets regioner.

Patienterne skal blot tænde for hjemme-pc'en og gennemføre en række øvelser på skærmen.

- Det er øvelser i forhold til at gå med bekymringer, øvelser i forhold til at tænke mere positivt på tilværelsen, hvis det for eksempel er depression, man lider af, fortæller Marie Paldam Folker, der er afdelingsleder for Telepsykiatrisk Center i Regions Syddanmarks Psykiatri, der startede behandlingstilbuddet.

Behandling on-demand

Behandlingen baserer sig på kognitiv adfærdsterapi – og det er den samme form for behandling, som man ville få hos en psykolog i den fysiske verden. Den foregår bare skriftligt og videobaseret på internettet.

Og det giver en række fordele, forklarer Marie Paldam Folker.

- Det er nemmere at passe ind i en hverdag. Man kan arbejde med terapien, når man har fri, i weekenden, når børnene er blevet lagt i seng. Så det er lettere at kunne kombinere med at passe arbejde, uddannelse og familie.

Især den del med, at man kan ansøge hjemmefra for at komme i behandling, er de rigtig glade for hos Angstforeningen, fortæller daglig leder Marie Särs Andersen.

- Hvis man for eksempel lider af social fobi, hvor man har svært ved at sidde over for et andet menneske og holde øjenkontakten, og man er meget opmærksom på, hvordan ens krop reagerer, så kan det jo være en fordel at sidde hjemme bag skærmen i stedet for, siger hun.

Og den betragtning har psykolog Kim Mathiasen også fundet i sit netop afsluttede ph.d.-projekt om Internetpsykiatrien.

- At kunne henvende sig direkte, et relativt diskret sted på den her måde, det kan betyde en hel del. Og fordi det foregår på internettet, så er det nærmest lige meget, hvor man bor, så vil alle have adgang, forklarer han.

Psykolog følger patienten

Kim Mathiasens forskning har også vist gode resultater af onlinebehandlingen. Symptomerne på angst og depression mindskes simpelthen.

- Det er altså faldet signifikant efter behandlingen. Og det fald i symptomniveau ligner meget det fald, vi ser på andre klinikker rundt omkring i verden, forklarer han.

Og hvis du skulle sidde og undre dig over, hvordan man kan behandle sårbare personer med lidelser som angst og depression, uden at de har menneskelig kontakt, så bare rolig.

Der er kontakt med en psykolog i forløbet, forklarer Marie Paldam Folker. Inden man begynder behandlingen, skal man igennem en videosamtale med en psykolog, undervejs følger psykologen op på patientens behandling, og hver uge bliver patienten screenet for for eksempel selvmordstanker.

Hjemmearbejde påkrævet

Men man kan ikke bare læne sig tilbage, selvom behandlingen foregår i dagligstuen, understreger Marie Paldam Folker.

- Internetbaseret psykiatri kan fungere for nogle, der har energi, lyst og mod til at arbejde med deres lidelse på egen hånd. Der ligger et væsentligt – det vi kalder ”hjemmearbejde”. Man skal simpelthen arbejde med de øvelser hver dag.

Facebook
Twitter