Terrorsikringen af Rådhuspladsen øges nytårsaften

Flere betonklodser skal sikre mod terror og mere plads skal øge sikkerhedsafstanden til fyrværkeriet.

Rådhuspladsen i København er hvert år genstand for heftig affyring af nytårskrudt. (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Når det nye år skydes ind med raketter og batterier, vil mange traditionen tro tage ind på Rådhuspladsen i København for at overvære eller skyde fyrværkeri af.

Når de mange mennesker samler sig, vil de i år være omringet af endnu flere betonklodser end sædvanligt. Hovedstadens Beredskab placerer nemlig flere betonklodser for at beskytte de festglade københavnere.

- Der vil være opsat forskellige former for spærringer, som man blandt andet ser det omkring Strøget og ved andre store arrangementer. Det samme vil ske på Dronning Louises Bro, hvor der også skal være fest, forklarer Tim Ole Simonsen, der er operationschef i hovedstaden beredskab.

Den øgede sikkerhed sker blandt på grund af flere terrorangreb i Europa de senere år, hvor biler og lastbiler er blevet brugt til at køre ind i større menneskemængder.

- Det er klart, at når man holder store arrangementer, som for eksempel nytårsaften, så må man lave nogle tiltag for at sikre dem, der står der, fortæller Tim Ole Simonsen.

H.C. Andersens Boulevard spærres af

Men de mange nytårskåde mennesker i og omkring Rådhuspladsen udgør i sig selv en sikkerhedsrisiko, og derfor har man valgt at udvide området omkring Rådhuspladsen.

- Tidligere har festen kun været på Rådhuspladsen, og det har frembragt nogle risici. Så det, man blandt andet har gjort i år, er at udvide området og inddrage dele af H.C. Andersens Boulevard, fortæller Tim Ole Simonsen.

Derfor vil dele af den firesporede vej være afspærret i aften og nat. Man har også valgt at afspærre Vesterbrogade helt for at gøre plads til dem, som går på gaden med krudt.

Gode fyrværkeriråd

1. Brug altid sikkerhedsbriller
2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde: Hovedstadens Beredskab

Men initiativerne med betonklodserne er ikke gode nok, mener Kasper Skov Mikkelsen, der er direktør i Sikkerhedsbranchen.

- Det er ikke nogen terrorsikring, forklarer han.

- Så længe man ikke fastgør klodserne, så kan de skubbes væk af en Fiat Punto med otte kilometer i timen.

Faktisk udgør betonet ifølge ham en større trussel end sikkerhed, hvis et køretøj slipper igennem.

- Vi er meget bekymret for, at man sætter betonklodserne op, fordi de vil stå i vejen, hvis folk skal forsøge at komme væk fra sådan et område, fortæller Kasper Skov Mikkelsen.

Han peger også på, at der er en ekstra fare forbundet med nytårsaften, fordi bragende fra raketterne vil gøre det svært at opdage, hvis uheldet er ude.

- Hvis der skulle slippet et køretøj igennem, så vil dem, der står tyve meter væk fra, hvor køretøjet buldrer igennem, ikke opdage noget, fordi man hverken kan høre eller se noget, forklarer han.

Mere politi end normalt i Aarhus

København er ikke den eneste af de større danske byer, der har fokus på terrorsikringen nytårsaften. I Aarhus betyder det, at festglade århusianere vil se flere politipatruljer på byens samlingspunkter.

- Jeg vil tro, at man aften vil se lidt mere politi på gaden end normalt, for vi vil prioritere at være meget til stede, hvor der er mange mennesker forsamlet. I de store byer i Østjylland, og særligt i Aarhus, har vi lavet forskellige tiltag i forhold til terrorsikring, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen ved Østjyllands Politi.

Politiinspektøren kommer også med en særlig opfordring til det feststemte nytårsfolk.

- Vi vil selvfølgelig rigtig gerne opfordre folk til at vise hensyn - særligt når de skal fyre fyrværkeriet af, så det gøres på en måde, så alle kan være til stede.

Også i Odense er der fokus på, at de mange mennesker, der samles i omkring Odense Rådhus, får en festlig og god aften.

- Vi har en synlig tilstedeværelse, og vi har også en ikke-synlig tilstedeværelse rundt omkring i politikredsen og på Flakhaven i Centrum af Odense, siger fungerende politiinspektør ved Fyns Politi Lisbeth Fried.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.