Ti år efter rydningen af Jagtvej 69: Vi ville dø for det hus

PORTRÆT I over 30 år var det et hus for dem, der ikke lige passede ind. Et symbol på selvbestemmelse, frihed og en anden kultur. I dag er det 10 år siden Ungdomshuset blev ryddet. Det her er historien om huset set inde- og udefra.

Midt på Jagtvej på Nørrebro ligger en tom plads, der kunne minde om en losseplads. Langs kanten af pladsen går en mand fra Københavns Kommune og tjekker alle hullerne i plankeværket for at holde styr på rotterne, der er omtrent de eneste, der har boet på adressen de sidste 10 år.

'Magtvej 69' står der malet med fede bogstaver på den ene side af pladsen. På den anden side har Københavns Kommune bevilliget penge til at få malet en stor fredsdue, som efterfølgende har fået kastet malerbomber på sig. Mens priserne på lejlighederne i området stiger og stiger, har denne plads fået lov til at ligge tom.

Her lå det gamle ungdomshus, kendt som Jagtvej 69.

Jagtvej 69 i dag. Nu er grunden bare en tom plads (Foto: Jacob Rützou Andersen © (c) DR)

Fra Folkets Hus til Ungdomshuset

Det hele startede i 1982, da Københavns overborgmester Egon Weidekamp (S) tildelte en gruppe unge bz'ere Folkets Hus, på adressen som senere blev kaldt Ungdomshuset. Ved den officielle indvielse af huset blev overborgmesteren overhældt med vand af bz’erne. Det blev starten på en langvarig konflikt mellem Ungdomshuset og Københavns Kommune.

- I ungdomshuset var der en gruppe unge, der kæmpede for at opnå autonomi. De ville have en selvbestemmelsesret, de ville selv bestemme over deres eget hus, og de ville selv bestemme over deres egen tilværelse. Derfor kæmpede de meget for at ingen skulle blande sig i deres kultur, siger Johannes Andersen, der beskæftiger sig med Ungdomskultur og er lektor i samfundsvidenskab på Aalborg Universitet.

- Den måde de ville opnå autonomi var, at de opbyggede en kultur, hvor de opførte sig anderledes end alle andre i samfundet, siger Johannes Andersen.

Opdragelse i Ungdomshuset

Tanken om fuldstændig autonomi hører til den yderste venstrefløj, og sammen med punkkulturen lagde den grundstenene for Jagtvej 69. En af dem, der havde de ideologier, var Marco Malcorps. For ham blev Ungdomshuset et hjem. Den politiske holdning førte til, at huset ofte blev indblandet i en række voldelige demonstrationer i København.

- Der var rigtig mange, der gerne ville dele det op fra politisk side, som om der var to slags mennesker i Ungdomshuset. Der var dem, der gerne ville lave folkekøkken og koncerter, og så var der dem med de sorte hætter, der sad i kælderen og var sure. Sådan var det ikke. Vi var alle sammen begge dele, siger han og fortsætter:

- Der var ingen, der tog afstand fra noget. Men hvis du havde været ude og lave ballade, skulle du ikke løbe ind i huset og inddrage alle andre, der ikke havde aktier i det, du havde lavet ballade over. Det har ikke noget at gøre med at tage afstand fra, at ballade kan være et politisk virkemiddel, siger Marco Malcorps.

For ham var det vigtige i Ungdomshuset, at de unge fuldstændig selv kontrollerede deres eget hus. Københavns Kommune blev således nægtet adgang til huset.

Ungdomshuset fik et ry for at være stedet, hvor brugerne var dem, der ikke hørte til andre steder. Men selvom det ifølge Marco Malcorps har en lille grad af sandhed, så handlede det mere om at skabe noget, der skulle være gratis og til gavn for alle.

- Jeg var ikke interesseret i de andre kommunale tilbud, og her var der et sted, hvor jeg selv kunne være med til at forme og skabe det kulturelle tilbud, jeg gerne ville have og give til andre. Det var et kulturhus, der var styret af brugerne, siger han.

Han bakkes op af Erik Storrud, som ofte brugte Ungdomshuset, men ikke tog del i beslutningerne om, hvordan Ungdomshuset skulle styres.

- Ungdomshuset kunne aktivere en masse unge mennesker og lære dem ansvar, kreativitet og sociale spilleregler på en anden måde, end man lærer på ude i samfundet, siger Erik Storrud.

I 1998 konstaterede Københavns Kommune, at der var omfattende råd og svamp i hele bygningen. Kommunen fik nok og valgte at sætte huset til salg. I mellemtiden formåede de unge selv at restaurere hele bygningen, så den blev fri fra både forrådnelse og svamp.

- Hos Ungdomshuset blev du stillet et ansvar, og du havde en funktion i fællesskabet, hvor du blev lært tingene meget mere reelt, end du ville lære det andre steder. Man lærte matematikken ved barkassen, og hvis den ikke stemte, så lærte man, at konsekvenserne var direkte for andre unge mennesker som dig, Siger Erik Storrud.

Historisk bygning

Også hos naboerne fik huset en betydning. En af dem var vuggestuen Jagtvejens Asyl. Marlene Bjerregaard var leder af vuggestuen, som ligger lige overfor Jagtvej 69.

- Det var nogle meget spændende og kreative folk. Jeg var glad for, at de var lige ovre på den anden side af vejen. Det gav byen liv, at de færdedes derovre. Det hus havde jo en historie og sin plads her på Nørrebro. Sådan noget må man ikke fjerne. For mig var det næsten det samme, som hvis man slettede Assistens Kirkegård, siger Marlene Bjerregaard.

Marlene Bjerregaard følte sig aldrig utryg over at have Ungdomshuset som naboer, selvom der ofte var problemer mellem de unge og politiet.

- Der var mange kampe op og ned af Nørrebrogade, men det var aldrig et problem for os, siger Marlene Bjerregaard.

Stemt til nedrivning

Mens kampene på Nørrebro blev intensiveret fandt Københavns Kommune i 1999 en køber i form af firmaet Human A/S, der efterfølgende viste sig at være den kristne sekt Faderhuset. De ønskede, at de unge skulle flytte ud af huset, som Faderhuset nu ejede. I otte år prøvede Faderhuset at få de unge ud, mens Københavns Kommune og Ungdomshuset prøvede at finde en fælles løsning. På trods af de lange forhandlinger, kom de aldrig til enighed.

D. 11. januar 2007 blev Ungdomshusets skæbne klar, da Borgerrepræsentationen i København stemte for nedrivningen af Ungdomshuset. Mens Enhedslisten og SF var imod nedrivningen, var resten af partierne for. Det stod klart for alle, at der ikke ville gå lang tid, før politiet blev sat ind for at rive huset ned.

- Vi følte os fuldstændig magtesløse. Vi var truet på vores eksistens, siger Erik Storrud

Mange havde spået, at der ville blive store gadekampe, når politiet valgte at storme Ungdomshuset. De fik ret.

- Når man ikke bliver anerkendt af sin modpart, så er der intet andet valg end at være så stort et problem, at de bliver nødt til at anerkende dig, siger Erik Storrud.

Rydningen – 1. marts 2007

Om morgenen kl. 7 lander politiets helikopter på taget af Ungdomshuset, mens en kran fra jorden løfter en gruppe betjente i en container op, så de kan bore sig igennem væggen på Ungdomshuset. På få minutter har politiet ryddet selve huset, men nu begynder folk at strømme til for at demonstrere. Erik Storrud får nyheden om, at Ungdomshusets bliver ryddet, da han møder op på arbejde. Derfor vælger han at melde sig syg.

- Jeg havde ikke nogen plan, da jeg mødte op andet end, at jeg skulle lave så meget ballade som muligt. Vi skulle vælge, om vi ville dø, uden nogen ville huske os som andet end et hus, der blev revet ned, eller vi skulle gå over i historiebøgerne om, hvordan det var at udrydde os, siger Erik Storrud.

Inde på vuggestuen går det også hurtigt op for Marlene Bjerregaard, hvad det er ved at ske. Hun giver derfor forældrene valget om, de vil aflevere deres børn i vuggestuen, eller de skal blive hjemme. Langt de fleste børn er i vuggestuen den dag, og Marlene Bjerregaard tager beslutningen om at lukke den nederste del af vuggestuen og tage alle børnene med op på første sal for en sikkerheds skyld.

- Vi tog det helt roligt, for så tog børnene det også roligt, siger Marlene Bjerregaard.

Mens børnene bliver passet, er der nu en regulær gadekrig mellem stenkastende demonstranter og tåregasskydende politi på den anden side af vuggestuens vægge. Midt op ad vuggestuens gavl har politiet valgt at sætte et havebord op, så betjentene kan få kaffe og slik, når de holder pauser for gadekampene. Politiet er også mødt talstærkt op på Nørrebros Runddel, hvor det kommer til sammenstød med demonstranter. Men selvom det kommer til voldelige sammenstød med politiet, bekymrer det ikke Marlene Bjerregaard.

- Som leder af vuggestuen var jeg på ingen måde nervøs eller bange. Vi kendte jo dem fra Ungdomshuset. Hvorfor skulle de være efter os, hvorfor skulle de have en interesse i at smadre vores institution? Men det var ubehageligt som nabo at tænke, der er nogle af dem, som jeg kender derovre, som er rigtig kede af det lige nu, siger Marlene Bjerregaard.

Men selvom Marlene Bjerregaard tager det roligt, så er kampene i fuld gang udenfor. Den anden nabodaginstitution, der ligger klos op af Ungdomshuset, beder deres forældre om at komme og hente deres børn. Det er blevet for farligt at færdes i området, mener de.

Der foregår nu ikke kun kampe på Nørrebro, også på Christiania opstår der optøjer mellem demonstranter og kampklædt politi. Erik Storrud er ude på gaden for at skabe så meget forvirring for politiet som muligt. Brostenene bliver kastet mod politiet, selvom det ikke er dem, der har bestemt, at Ungdomshuset skal ryddes. Men Erik Storrud mener, at det var den eneste mulighed for at få kommunens opmærksomhed.

- Vi havde ikke fået et nyt hus, hvis vi ikke havde været et problem for politiet den dag. Vi havde ikke været relevante for kommunen. Uden at være et problem for politiet var vi ikke blevet taget seriøst. Det var et politisk spørgsmål om, hvorvidt vi har en by, der havde plads til sin ungdom, siger Erik Storrud.

Demonstranterne samles igen, denne gang på Blågårds Plads. De har planlagt en demonstration, der skal gå hele vejen fra Blågårdsgade på indre Nørrebro, til Jagtvej 69. Demonstrationen når dog aldrig op til Ungdomshuset, da Københavns Politi laver en manøvre og overrasker demonstranterne fra en sidegade til Nørrebrogade. 150 personer anholdes.

Demonstranterne mødes på Rådhuspladsen og starter en fredelig demonstration.

Pludselig bryder uroen igen ud på Christianshavn, foran Christianias hovedindgang på Prinsessegade. Affaldscontainere og biler sættes i brand og demonstranter kaster brosten og flasker mod Politiet.

- Kampene kunne skubbe de følelser væk, det var først, da det blev revet ned, at det gjorde ondt på mig, og det gik op for mig, hvad det var, der var sket. Jeg var nødt til at gå ud på toilettet for at græde for derefter at tage nogle dybe indåndinger og holde resten af dagen ud, siger Erik Storrud.

Efter en lang og begivenhedsrig dag, slutter den fredelige demonstration foran der hvor det hele startede kl. 7 om morgenen. Ved Jagtvej 69.

Også hos politiet oplevede man dagene som begivenhedsrige.

- Jeg fik opkaldet klokken syv om morgenen fra min chef om, at nu var vi på taget, og så tog tingene ellers fart derfra, siger Flemming Steen Munch, der var talsmand og vicepolitiinspektør for Københavns Politi på dagen for rydningen, og som i dag er gruppetalsmand for Venstre på Københavns Rådhus.

- Det var det værste at stå midt i. Vi følte de var bindegale, og de så politiet som hovedfjenden de dage. Vi frygtede, at det kunne gå helt galt, siger Flemming Steen Munch.

Ifølge ham foregik rydningen fuldstændig som den skulle, men han kunne godt have undværet urolighederne bagefter.

- Vi var heldigvis godt forberedt, og havde ikke mindst rigtig godt udstyr, der kunne beskytte os og sørge for, at der ikke skete mere, siger han.

Ungdomshuset rives ned

Erik Storrud sidder på en betonklods på den tomme grund på Jagtvej, mens han prøver at undgå, at hans sko bliver gennemblødte af den mudrede vandpyt, der har omringet betonklodsen. Han er ærgerlig over den tomme grund, der står tilbage, som han gerne så, at det nye Ungdomshus på Dortheavej fik muligheden for at bestemme over, så det kunne blive lavet til område, der kan bruges af alle.

Men Nørrebro har ændret sig ifølge Erik Storrud, og derfor giver det mening, at Ungdomshuset ikke længere er placeret på Nørrebro og er blevet placeret på Dortheavej i Nordvest.

- Det er blevet et meget rigere kvarter, hvor folk betaler meget mere i husleje. Den position, Ungdomshuset havde før, har også flyttet sig til et sted, hvor unge har råd til at bo, og det er jo Nordvest og ikke Nørrebro længere, siger Erik Storrud.

Selvom Ungdomshuset er væk, er der stadig kamp om grunden på Jagtvej 69. De gamle brugere af Ungdomshuset har kaldt grunden Ground 69 og prøvede i en længere periode at etablere en byhave med en legeplads. Det projekt lykkedes ikke, da der gik rotter i haven, og flere hjemløse sov i legehusene. Ejerne af grunden har planlagt at bygge containerboliger på grunden til unge hjemløse. For Marlene Bjerregaard er det vigtigt, at der sker noget med grunden, men det er ikke hvad som helst, hun ønsker, der bliver bygget.

- Nu er det en kedelig og grim plads, men hvis der kunne komme noget smukt og kreativt, der er for alle, så ville jeg være glad, siger Marlene Bjerregaard.

Og Erik Storrud er enig.

- Jeg tror politiet vil få en ret hård bevogtningsopgave, hvis der bliver bygget noget, der ikke er for fællesskabet.

Facebook
Twitter