Tema Bandekonflikt

Tidligere bandemedlem: Banderne samler kræfter nu

Exitprogrammer og stramninger skal prioriteres højt nu, hvor bandeskyderier kan være sat på pause i en måned, mener tidligere bandemedlem og konfliktcoach.

Det, der foreløbig er forhandlet på plads, er en aftale om, at der ikke skal skydes i en måned, og aftalen er indgået mellem forældregrupperne fra banderne. (© Scanpix)

Ifølge DR Nyheders oplysninger er der kommet en aftale i hus mellem de to bander Loyal To Familia og Brothas, som begge holder til på Nørrebro.

Det, der foreløbig er forhandlet på plads, er en aftale om, at der ikke skal skydes i en måned, og aftalen er indgået mellem forældregrupperne fra banderne.

Dermed får københavnerne muligvis en tiltrængt pause med skyderier.

Men det betyder ikke, at man skal hvile på laurbærrene. Sådan lyder det fra Nedim Yasar, som er tidligere leder af banden Los Guerreros, som var støttegruppe til Bandidos.

Ifølge ham samler banderne kræfter nu, og derfor er det vigtigt, at politiet og politikerne ikke "slapper af".

- Banderne håber, politikerne vil slappe af, men det er her, at politikerne skal blive ved med at stramme op, siger Nedim Yasar, der blandt andet støtter et forslag om at fratage bandemedlemmer kontanthjælp.

Han foreslår, at der bliver sat endnu mere fokus på exit-programmerne, fordi bandemedlemmerne vil forsøge at komme ud nu, hvor konflikten er sat på pause.

- Jeg synes, man skal arbejde på exit-programmer nu og række hånden ud, så bandemedlemmerne kan få et normalt liv, siger Nedim Yasar, der mener, at tidspunktet nu, hvor skyderierne angiveligt er sat på pause, er det bedste for bandemedlemmer at forlade banderne på.

Nedim Yasar kom selv ud af miljøet via et exit-program. I dag er han konfliktcoach ved Røde Kors.

Ekspert: Det kan vende lynhurtigt

Men man skal passe på med at lægge for meget i en eventuel pause.

Sådan lyder det fra professor Steffen Jensen fra Aalborg Universitet, som forsker i bandekonflikter.

De to grupperinger ligger nemlig så tæt på hinanden, at der skal meget lidt til, for at konflikten blusser op igen.

- Det her er jo folk, der møder hinanden hele tiden, og der skal ikke gå meget galt, før det går helt galt, siger han.

Men man kan dog godt regne med, at der ikke kommer skyderier lige foreløbig, mener Steffen Jensen.

- Hvis den holder de næste par dage, så er der god chance for, at det holder et stykke tid. Men der er ikke mange regler, siger han.

Usikkerheden deles af Terje Bech, der står bag Nørrebroinitiativet "Vi Tar' Gaden Tilbage". Konflikten er bare udskudt, mener han.

- Bandemedlemmernes aktiviteter er en tikkende bombe. Det eneste, der er sket, er, at man har sat uret en måned frem, siger Terje Bech.

Pause løser ikke konflikt

Selvom Nedim Yassar glæder sig over, at parterne er blevet enige om at holde igen med skyderier - men han mener ikke, at pausen løser den grundlæggende konflikt.

- Jeg tror ikke på, at konflikten kan løses, hvis de to grupper ikke direkte har snakket med hinanden, siger Nedim Yassar og tilføjer:

- Det er svært at slippe hadet, når kommunikationen foregår igennem en mellemmand. Så vi ved ikke, hvordan de reagerer, når de ser hinanden.

Aftalen er kommet i stand, efter forældregrupper fra begge grupperinger har mødtes for at forsøge at finde en løsning.

Forældregrupperne har blandt andet lagt pres på bandegrupperingerne af hensyn til beboerne i de to områder på Nørrebro, der især har været ramt af bandekonflikten.

Fredag gik beboerforeningen i Mjølnerparken og boligselskabet Lejerbo ud og krævede, at der kom mere politi i boligområdet, efter en 22-årig mand dagen forinden var blevet skudt og dræbt ved højlys dag.

Det var det tredje drab de seneste uger. Den 31. oktober blev tre mænd ramt af skud ved Mjølnerparken, hvor en mistede livet. Et par dage efter var der en 20-årig mand, der blev dræbt i Tingbjerg.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.