Tidligere kostskole-forstander for retten

Anklaget for vold og tvang mod elever fra den nu lukkede kostskole Havregården.

(Foto: © (Grafik) Søren Winther Nørbæk)

Tirsdag skal den tidligere forstander på den nu lukkede kostskole Havregården i Nordsjælland for retten.

Han er tiltalt for vold og ulovlig tvang - efter en paragraf, der kan give op til tre års fængsel.

Det er anklager om at have væltet elever ud af sengen, tvunget en elev til morgensamling i underbukser og trykket en nøgle ind under elevens ribben, der står i anklageskriftet.

- Der bliver måske sat et sidste følelsesmæssigt punktum for os i en sag, der har varet længe. Jeg tror, vi allesammen er klar til at komme videre, siger tidligere bestyrelsesformand for Havregården, Jonas Fedder Witt.

Den tidligere forstander blev fyret fra Havregården i 2020. Men det egentlige punktum i sagen blev allerede sat sidste år, da Havregården lukkede efter længere tids kritik, mener den tidligere bestyrelsesformand:

- For os stoppede historien, da vi lukkede skolen og solgte bygningerne. Så var der ikke mere at gøre, siger Jonas Fedder Witt.

Den tidligere forstander ønsker ikke at udtale sig om sagen, oplyser hans advokat til os.

Sagen om kostskolen begyndte at rulle, da vi her i DR kunne fortælle om svigt igennem flere år af børn ned til 11 år, stofmisbrug på kostskolen, voldsom mobning, selvskade og selvmordsforsøg.

Retssagen begynder kl. 9.15 ved retten i Helsingør.

Tidligere i år besluttede 18 tidligere elever på Havregården at kræve en erstatning på samlet 5,4 millioner kroner fra myndighederne.

Erstatningskravet blev rejst til Socialtilsyn Hovedstaden, Arbejdstilsynet og Styrelsen for Undervisnings og Kvalitet under Børne- og Undervisningsministeriet.

Det er endnu uvist, hvornår den sag afgøres.

Kostskolen