Toårige Olivia døde på grund af travlhed: I dag er der stadig for travlt på Hvidovre Hospital

Syv gange inden for et år har læger og sygeplejersker advaret om, at travlhed truer patientsikkerheden.

I foråret 2018 mistede Anders og Louise Kressner deres datter Olivia. Hun var blevet indlagt med en mavevirus. (Collage: Mathias Jacobsen, Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Privatfoto)

I foråret 2018 døde toårige Olivia Kressner.

Forældrene Anders og Louise Kressner var taget fra hjemmet i Ishøj til hospitalet med deres datter, fordi hun kastede op. Lægerne diagnosticerede Olivia med en mavevirus og gav forældrene information om, at Olivia skulle have væske.

Men Olivia fik ikke den korrekte mængde væske. Hun fik hjertestop på grund af dehydrering og døde som følge af en fejl på børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

Personalet i børnemodtagelsen havde så travlt, at det ikke blev sikret, at hun fik nok væske.

Netop travlheden og det, der skete for Olivia, advarede personalet om halvanden måned før Olivias død. Travlheden kunne føre til en 'fatal hændelse eller et dødsfald', skrev de om i et bekymringsbrev.

Men det brev er langt fra det eneste, de har sendt afsted til børneafdelingens ledelse.

For der er fortsat alt for travlt på Hvidovre Hospitals børneafdeling, og siden september 2019 og frem til slutningen af juni i år har læger og sygeplejersker sendt syv bekymringsbreve til ledelsen.

I skrivelserne, som DR har fået aktindsigt i, advarer medarbejderne om, at travlheden fortsat er til fare for patientsikkerheden.

'Vi står i situationer, hvor vi har måttet prioritere, hvilke børn, der har været dårligst og dermed fraprioritere andre,' står der i et bekymringsbrev fra sygeplejerskerne på børneafdelingens neonatalafsnit, som behandler for tidligt fødte børn.

'Vi er bange for at overse noget, der kan være fatalt', fortsætter brevet.

Hospital efter dødsfald: Travlhed skal stoppe

I en analyse fra september 2018, som Hvidovre Hospital lavede af årsagerne til toårige Olivias død, fremgår det, at personalets travlhed var en medvirkende faktor til den fatale hændelse.

DR er i besiddelse af analysen, og her står også, at Hvidovre Hospital efter Olivias død vil sikre, at travlhed ikke igen bringer patientsikkerheden i fare.

Derfor kommer det som et chok for Anders Kressner, far til Olivia, at travlheden alligevel har fået lov til at fortsætte.

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at man ikke har taget ved lære af det, der skete med Olivia. Jeg havde håbet, det var blevet bedre.

- Vi har mistet Olivia, fordi de var for pressede, siger Anders Kressner.

Presset neonatalafdeling

Det er i børneafdelingens akutmodtagelse samt neonatalafsnittet for for tidligt fødte børn, at personalets arbejdspres er størst.

Flere gange udtrykker personalet her, at de er frygter, at travlheden kan resultere i fatale fejl.

'Vi er bange for at overse noget, som kan være fatalt', skriver tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten for sygeplejerskerne på neonatalafdelingen i et bekymringsbrev den 21. februar 2020.

I flere af bekymringsbrevene beskriver de ansatte, hvordan kollegaer går ned med stress, mens andre har forladt børneafdelingen på grund af det store arbejdspres.

I foråret 2020 giver Arbejdstilsynet børneafdelingen to påbud om at sikre, at et stort arbejdspres ikke må forringe lægernes og sygeplejerskers sikkerhed og sundhed.

DR har været i kontakt med læger og sygeplejersker på afdelingen. De ønsker ikke at stille op til interview, men de understreger, at de står ved bekymringsbrevene.

Signe Hagel Andersen, kredsnæstformand for Dansk Sygeplejeråd i Region Hovedstaden, kender til forholdene på børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

Hun slår fast, at der stadig mangler ressourcer på afdelingen, og det er ledelsens ansvar at løse den opgave.

- Som sygeplejersker skriver vi ikke et brev til ledelsen for sjov. Det gør vi, fordi vi er bekymrede for, at det kan gå galt, og det vil vi simpelthen ikke have på os som sygeplejersker. Der har vi et stort ansvar for at sige fra til ledelsen, og så må de handle på det, siger Signe Hagel Andersen.

Travlhed kan ikke undgås

En del af bekymringsbrevene fra personalet er sendt til Klaus Børch, der er ledende overlæge på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Han mener, at arbejdspresset på afdelingen er blevet reduceret de seneste måneder.

Han slår dog fast, at travlhed er et livsvilkår på en afdeling, som modtager akut syge børn.

- I sådan en børneafdeling, hvor det er akut, vil det altid i perioder være travlt. Vi kan ikke undgå, at der vil være travlt. En af de ting, vi skal kunne mestre, er at prioritere opgaverne, når der er travlt.

Klaus Børch forklarer, at ledelsen efter bekymringsbrevene og de to påbud har ansat mere personale og lavet retningslinjer for, hvordan personalet skal prioritere deres opgaver.

Flere af bekymringsbrevene fra personalet er også sendt direkte til Birgitte Rav Degenkolv, direktør for Hvidovre Hospital. Det er hende, der har det endelige ansvar for prioriteringerne på hospitalet.

I 2018 var det hendes medarbejdere, der efter Olivias dødsfald skrev i en analyse, at det skulle sikres, at mange patienter og opgaver ikke fremover er til fare for patientsikkerheden.

Hvor godt er det efter din egen vurdering lykkedes at sikre, at travlhed ikke må være til fare for patientsikkerheden på børneafdelingen efter Olivias død?

- Vi arbejder fortsat på det. Vi er ikke fuldt i mål med det endnu. De elementer, vi arbejder på, er at sikre, at afdelingen får tilført flere ressourcer, og at afdelingen hele tiden kigger på hvilke opgaver, de har, siger Birgitte Rav Degenkolv.

Hun forklarer, at hun de seneste år har gjort, hvad hun kunne for at undgå, at travlhed er til fare for patientsikkerheden på børneafdelingen:

- Vi tilfører de ressourcer, vi har mulighed for, og vi har ansat flere læger og sygeplejersker. Vi har sådan set gjort, hvad vi kunne for at tilføre ressourcer og få tingene til at passe sammen siden 2017, siger Birgitte Rav Degenkolv.

Tilbage i Ishøj har Anders Kressner svært ved at forstå, at den travlhed, der var medskyldig i hans lille datters død, har fået lov til at fortsætte:

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at der sidder nogen, der ved, at der er en afdeling, der har så travlt, at de ikke tør stå inde for patientsikkerheden. Det er forfærdeligt, at man ikke har tilført nogle midler. Men det kræver nok, at politikerne ovenfra gør noget, siger han.

DR har forsøgt at få et interview med regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i denne sag. Hun ønsker ikke at stille op til interview eller svare på de skriftlige spørgsmål, som DR har sendt til hende.

I stedet skriver Sophie Hæstorp Andersen i en udtalelse gennem sin presseafdeling, at 'regionsrådet har fokus på behandlingen af børn. I budgettet for 2020 blev der afsat 12 mio. kroner direkte til at styrke børneafdelingerne. Samlet har Amager og Hvidovre Hospital fået 7 mio. kroner ekstra til børneområdet', står der i svaret.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter