Tobias kan se frem til meget arbejde - men er byggebranchen coronasikker?

Arbejdsgiverne skal tage krisen alvorligt, mener murersvend. Dansk Byggeri bakker op.

Tobias Zander Haug er murersvend. Han savner, at arbejdsgiverne tager coronasmittespredningen alvorligt. (Foto: Oliver Breum © (c) DR)

Det er ikke alle steder, at landet ligger stille hen i disse dage.

På byggepladsen Trongården i Lyngby er luften fuld af den velkendte byggepladslarm. Store gravemaskiner flytter jord, betonelementer sættes på plads, og mursten for mursten bankes nænsomt i sin rigtige position.

Tobias Zander Haug er murersvend blandt et sjak på ti på byggepladsen.

Han kan se frem til at få travlt, hvis flere kommuner får lov til at hæve anlægsloftet, der sætter grænsen for, hvor mange penge kommunerne må bruge på byggeprojekter, sådan så skoler, veje og andre af kommunernes byggerier kan holde gang i beskæftigelsen, mens Danmark ligger stille.

Mens det glæder ham, at der er udsigt til arbejde, så er der også et problem.

Sikkerheden i forbindelse med coronasmitten.

For når man træder ind på byggepladsen, er det som om coronasmitten ikke findes.

- Meget er som det plejer, og vi har ingen håndsprit, siger Tobias Zander Haug.

Derfor har de taget sagen i egen hånd blandt sjakket.

- Vi har i vores murersjak lavet en vagtplan for rengøring og selv indkøbt rengøringsmidler. Vi tørrer alle flader, køleskab og håndtag af, så vi føler, at vi kan gå sikkerheds- og sundhedsmæssigt på arbejde, siger han.

Hør Tobias Zander Haug fortælle om de tiltag, som han og sit sjak selv har foretaget.

Især i pauserne opstår smittefarer, vurderer Tobias Zander Haug.

- Vi har prøvet at sætte os med en stol imellem os, men i og med vi ikke har noget håndsprit ude foran døren, så er der bare en, der skal bringe smitten ind, så vokser den herinde imellem os, siger han.

Derfor har han en opfordring til de mange arbejdsgivere, som kan få travlt i den kommende tid.

- Jeg vil gerne have, at de tager den her krise lige så alvorligt som resten af samfundet. De skal tage ansvar for, at vi kan passe vores arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, siger han.

Dansk Byggeri: Rådgiver medlemmer intensivt

Hos Dansk Byggeri, som er erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen for næsten 6.000 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri, anerkender man problematikken med coronasikkerheden blandt medlemmerne.

- Vi står på to ben. Det er vigtigt, at vi holder hjulene i gang, men det er samtidig også vigtigt, at vi passer på hinanden, siger direktør Peter Stenholm.

Derfor har organisationen udsendt en række anbefalinger, man bør følge på byggepladserne, så man forsøger at inddæmme og undgå smitten.

- Vi rådgiver vores medlemmer intensivt, og det er vores indtryk, at langt de fleste har indrettet sig efter det, siger han.

Men han indrømmer, at det næsten er umuligt at sikre sig, at alle arbejdsgivere overholder retningslinjerne.

- Vi prøver at nå ud til alle, men vi kan ikke være i daglig kontakt med vores 6.000 virksomheder. Vi synes, vi gør meget, men det kan være svært at være opsøgende, når vi har så mange at nå ud til, siger han.

På byggepladsen Trongården er det virksomheden HHM, der står for byggeriet.

I et skriftligt svar til DR skriver de, at:

- Vi tager vores ansvar for at begrænse smittespredningen alvorligt og har løbende justeret vores anbefalinger. Vi prioriterer et godt arbejdsmiljø højt og har som følge deraf igangsat en fremadrettet daglig rengøring, skriver de.