Tredje gebyrsag i København: 7,5 gang overpris for containertilladelser

Teknik- og Miljøforvaltningen har opkrævet for høje gebyrer hos borgere og virksomheder, der har containere og skurvogne stående på offentlig vej.

Sidste år opkrævede Københavns Kommune 32 millioner kroner for containere og skurvogne opstillet på offentlige veje. (Foto: Ida Nathan © dr)

Endnu et af de gebyrer, som Teknik- og Miljøforvaltningen i København har opkrævet hos borgere og virksomheder, viser sig at være for højt.

For nyligt kom det frem, at forvaltningen har opkrævet 18 millioner kroner for meget for renhold af grundejernes fortove og 7,5 millioner kroner for meget i gebyrer for byggesager. Denne gang er det gebyrerne for at stille containere og skurvogne på kommunens veje, det drejer sig om.

Sidste år opkrævede Teknik- og Miljøforvaltningen 32 millioner kroner hos borgere og virksomheder, der har containere og skurvogne opstillet på offentlige veje. I indre by er prisen 152 kroner i døgnet, mens det koster 77 kroner i resten af byen. Men så meget må kommunen ikke opkræve, lyder det i en afgørelse fra Vejdirektoratet. Siden en ændring i Vejloven i 2015 har kommunerne nemlig kun haft ret til at opkræve et gebyr, der dækker udgifterne til administrationen af containertilladelserne og tilsyn med containerne. Derfor sænker Teknik- og Miljøforvaltningen nu containergebyrerne til 20 kroner i døgnet.

Det er helt bevidst, at gebyrerne for containere og skurvogne har været høje, siger Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

- Vi har ligesom mange andre kommune opkrævet et højt gebyr for at undgå, at der skulle stå for mange container rundt omkring i byen og fylde i lang tid. Det har fungeret som adfærdsregulering, og vi har gjort det siden 1991.

Borgmesteren mener ikke, at Københavns Kommune er forpligtet til at betale penge tilbage til de borgere og virksomheder, der har betalt høje containergebyrer. Kommunen er nemlig ikke bundet af lovændringen fra 2015, siger hun.

- Når man laver en lov, skal der sendes en bekendtgørelse og vejledning ud, før kommunerne skal ændre deres praksis, og det er der ikke sket i det her tilfælde, siger hun.

I cirka 1000 sager har kommunen slet ikke haft ret til at opkræve gebyr, lyder afgørelsen fra Vejdirektoratet. Det drejer sig om containere opstillet til byggeaffald i forbindelse med renoveringsprojekter. Men den afgørelse er Teknik- og Miljøborgmesteren parat til at få afprøvet ved en retssag.

- Vi har brug for at få klarhed over, om det er os eller Vejdirektoratet, der tolker loven rigtigt. Derfor er forvaltningen og vores advokater ved at se på, om vi sammen med Frederiksberg Kommune skal lægge sag an mod Vejdirektoratet.

150.000 for containere

En af de virksomheder, der betaler for at have containere og skurvogne stående på hovedstadens veje, er Skou Gruppen. Tømrermester Martin Skou har blandt andet fire containere og fire skurvogne stående i Rådmandsgade på Nørrebro, hvor hans firma er ved at renovere en beboelsesejendom. Skurvognene bruges til at låse værktøjet inde, mens containerne er til byggeaffald.

Når byggeprojektet er færdigt, har containerne stået der i cirka halvandet år og kostet ham omkring 150.000 kroner, vurderer han. Lægger han dertil de containere og skurvogne, han har stående andre steder i byen, løber det endnu højere op.

- I år kommer vi til at betale mellem 750.000 kroner og en million kroner til Københavns Kommune udelukkende i de her afgifter. Det er rigtig mange penge for os og for alle andre byggevirksomheder, siger han.

Martin Skou regner med, at han i år kommer til at betale mellem 750.000 og en million kroner i gebyr for containere og skurvogne. (Foto: Ida Nathan © (c) DR)

Han synes det er dybt urimeligt, at Teknik- og Miljøborgmesteren ikke er parat til at betale nogle af de penge tilbage, forvaltningen har opkrævet.

- Når vi bygger i Københavns Kommune er der enormt mange regler, som påfører os store administrative omkostninger. Det synes jeg er helt i orden, men så synes jeg det er meget skuffende, at kommunen ikke behøver rette op, når den selv laver fejl.

Udover containergebyrer betaler Skou Gruppen også gebyr for sine byggesager i Københavns Kommune. Her opkrævede Teknik- og Miljøforvaltningen sidste år 7,5 millioner kroner for meget. For Martin Skou betyder de gentagne sager, at tilliden til kommunen lider et knæk.

- Man sidder tilbage med en følelse af, at der er et eller andet helt galt i Teknik- og Miljøforvaltningen, siger han.

Politiker: Tegner sig billede af problematisk kultur

Også blandt politikerne i Teknik- og Miljøudvalget er der bekymring over, at forvaltningen på endnu et område har opkrævet for mange penge.

- Jeg er ikke der, hvor jeg ikke har tillid til forvaltningen, men jeg er meget bekymret over den praksis og kultur, der har været i forvaltningen. Det er nødvendigt, at den ændrer sig meget hurtigt, siger Radikales teknik- og miljøordfører i København, Mette Annelie Rasmussen.

For nyligt besluttede hun og resten af Teknik- og Miljøudvalget, at samtlige 230 gebyrer, som Teknik- og Miljøforvaltningen administrerer, skal gennemgås. De sager, der indtil videre er kommet frem, viser at det er nødvendigt, siger hun.

- Desværre har vi fået ret i, at der er noget systemisk galt, hvor man simpelthen ikke har styr på udredningen af de gebyrer, man opkræver hos københavnerne.

Borgmester udelukker ikke flere sager

Tilbage på borgmesterkontoret vil Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen ikke udelukke, at der kommer flere områder, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen har opkrævet for mange penge.

- Det er klart, at når man rydder op og gennemser alting, som vi gør nu, så dukker der ting op. Jeg kan ikke vide, om der dukker mere op, men jeg synes det er positivt, at vi får fundet de fejl, der er.

I sagerne om for høje gebyrer for fortovsrenhold betaler Teknik- og Miljøforvaltningen 18 millioner kroner tilbage til grundejerne. Spørgsmålet om tilbagebetaling af byggesagsgebyr indgår i de kommende budgetforhandlinger.

Samtidig er der sat gang i en advokatundersøgelse, der skal se på, om Teknik- og Miljøforvaltningen og den tidligere Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (EL) var vidende om, at der blev opkrævet for mange penge i fortovsrenhold. Det afviser eks-borgmesteren selv.