Trods massive problemer: Udskældt it-system skal sikre 102 millioner i besparelser

Region Hovedstaden vil indløse trecifret milliongevinst på Sundhedsplatformen i 2018.

Rigshospitalet skal finde 37 millioner kroner, der kan skæres, som følge af gevinster fra Sundhedsplatformen. Det er den største besparelse blandt hospitalerne i Region Hovedstaden. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Hospitalerne kan ikke behandle det samme antal patienter som tidligere, data går tabt, akutmodtagelserne kæmper med lange ventetider, og flere patienter bliver udsat for fejlmedicinering.

I en række artikler har DR P4 København kunnet fortælle, hvordan det udskældte it-system, Sundhedsplatformen, under det seneste års indtog på Region Hovedstadens hospitaler har trukket et spor af problemer og frustrerede medarbejdere efter sig.

Alligevel vurderer Region Hovedstaden nu, at Sundhedsplatformen har medført så store gevinster, at hospitalerne bør kunne skære 102 millioner kroner på næste års budget. Det fremgår af et internt dokument fra Rigshospitalet, som DR P4 København er kommet i besiddelse af.

- Samtidig med, at man forsøger implementere så store forandringer, vil man høste gevinster. Det anser jeg for at være urealistisk. Og meldingen om, at man vil høste gevinsterne, kan virke kontraproduktivt, for folk kan jo se, at der stadig er problemer, siger Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen.

Hun får opbakning fra Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet og afdelingschef hos Kræftens Bekæmpelse.

- Med de erfaringer, man har lige nu, vil det undre mig, at man kan få det som egentlige gevinstrealiseringer. Altså som besparelser, der ikke vil have konsekvenser for volumen og kvaliteten i behandlingerne, siger han.

Han har undersøgt, hvordan det er gået i andre lande, hvor man har introduceret samme it-system.

- Det har simpelthen taget flere år, end man havde regnet med alle steder. Og ud fra de erfaringer er det meget urealistisk at forvente, at Region Hovedstaden i 2018 kan hente gevinstrealiseringer på Sundhedsplatformen, vurderer han.

Herlev Hospital kom som de første med på Sundhedsplatformen for lidt over et år siden. Og her kan ledende overlæge på brystkirurgisk afdeling, Henrik Flyger, godt se, at it-systemet vil kunne medføre gevinster.

- Men jeg tror, at der vil gå to, tre, fire, fem år, siger Henrik Flyger, der også er tilknyttet Rigshospitalet, som tog Sundhedsplatformen i brug i november sidste år.

- På Rigshospitalet vil der gå betydeligt længere tid, før man kan høste gevinster. Der er vi stadig i en fase, hvor vi sætter til, mener han.

Hos Region Hovedstaden holder koncerndirektør, Jens Gordon Clausen, dog fast i, at Sundhedsplatformen har givet en række gevinster.

- Vi har fået et bedre overblik over patienterne. Det kan betyde, at man ikke skal have så mange prøvesvar, hvilket kan give besparelser. Man får måske nogle nemmere arbejdsgange, som betyder, at nogle arbejdsopgaver forsvinder, og det er det, som vi nu beder hospitalerne fokusere på.

- Men gevinstrealisering betyder, at man vurderer, at man kan spare uden, at det går ud over noget. Tror du, at de her 102 millioner kroner kan findes uden, at det går ud over for eksempel kvaliteten?

- Selvfølgelig tror vi på det, og det er derfor, at vi har bedt vores hospitaler kigge på det. Processen er så, at hospitalerne nu er i gang med den lokale øvelse, og så vender de tilbage i august med deres forslag. Så må vi sætte os ned og vurdere, om der er sammenhæng i det, der ligger.

- Men når vi hører om alle de problemer, der er med Sundhedsplatformen, kan du så ikke være bange for, at det er for tidligt at realisere gevinster?

- Vi står i regionen med en bunden opgave, hvor vi skal bede hospitalerne finde 100 millioner kroner til omprioritering, så vores samlede budget er i balance. Og der synes vi, at det er sund fornuft, at man også begynder at kigge på de områder, hvor Sundhedsplatformen giver nogle muligheder.