Trods smarte parkerings-apps: 310.000 udstedte p-bøder i København

Digitale hjælpemidler har ikke umiddelbart hjulpet på antallet af "kedelige hilsner i forruden" i København i 2017.

Parkering for tæt på et vejkryds var sidste år den andenstørste årsag til, at der blev udskrevet 310.000 parkeringsbøder i København. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Forskellige parkerings-apps har gjort det meget lettere at betale og forlænge din p-billet.

Alligevel lå antallet af udstedte parkeringsbøder i København sidste år på niveau med de foregående år.

Mere end 310.000 p-bøder blev det til i København, viser den årlige opgørelse fra Center for Parkering i København.

Det uændrede niveau skyldes først og fremmest den udvidede, gule parkeringszone omkring Valby, Ydre Nørrebro og Ydre Østerbro, hvor man siden sidste år har skulle betale for at parkere.

Det siger Jes Øknesbjerg, der er centerchef i Center for Parkering:

- Det er klart, at når betalingsområdet er vokset med den nye gule zone, så er der selvfølgelig også flere, der falder i den fælde. Det er et nyt område, som folk lige skal vænne sig til, forklarer Jes Øknesbjerg.

Antallet af bøder, som bliver udskrevet på grund af manglende betaling steg sidste år med 13.000 til 89.000 bøder. Jes Øknesbjerg mener dog umiddelbart, at kommunen er gode nok til at forklare parkeringsreglerne.

Bilisterne har da også været så gode til at huske at betale, at de sidste år spyttede 462 millioner kroner i kommunekassen for parkeringsbilletter - det er en stigning på 80 millioner kroner sammenlignet med året før.

Og den udvikling kommer sandsynligvis til at fortsætte, vurderer Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM.

- Flere og flere af de større byer udvider eller indfører betalingsområder, så det er min forventning, at denne her indtægt vil stige.

Han mener, at det er i overkanten, når bilisterne sidste år betalte knap en halv milliard kroner for parkering i København.

- Det er tankevækkende mange penge. Man kunne som lokalpolitiker spørge sig selv, om niveauet er rimeligt, eller om man kradser for mange penge ind, siger Dennis Lange.

Facebook
Twitter