Tunfisk svømmer i store stimer i Øresund: Havbiolog spørger sig selv, om det virkelig sker i Danmark

Vi har set over 200 tun springe op over havoverfladen og lande med kæmpe plask, siger havbiolog.

Foto: Tim Lundgreen

Måske husker du, at du sidste år kunne læse, at tunen var tilbage i Øresund. Men i år har endnu flere af den store fisk fundet vej fra Middelhavet og op til Danmark.

Det fortæller Jens P. Jeppesen, der er havbiolog og museumschef på Øresundsakvariet.

- Jeg troede vitterligt ikke, det kunne blive vildere end sidste år, men det må jeg bare konstatere, at det er. Nogle gange spørger man sig selv, om man virkelig er i Danmark, siger han.

Det er arten thunnus thynnus, der i de her dage skaber store bølgeskvulp i Øresund. I forbindelse med Øresundsakvariets tunsafariture på sundet har de set over 200 solide tunfisk springe op over havoverfladen.

Helt særlige forhold i Øresund

Når de i høj fart plasker rundt, er det fordi Øresund lige nu er et kæmpe madorgie for tunen. Øresund er nemlig helt speciel i forhold til de andre danske indre farvande, og det skyldes flere ting, forklarer han.

For det første er Øresund et strømfuldt farvand, der ikke er blevet bundtrawlet siden 1932 – og det skaber liv af planteplankton og smådyr. Desuden vælger rigtig mange hornfisk, sild og makrel netop nu at svømme gennem Øresund, efter de har gydt og ud mod det dybere Atlanterhav, og det skaber en tragt fyldt med fødevarer, som er mest snæver mellem Helsingør og Helsingborg.

Sådan så det ud i 2022, da Øresundsakvariet arrangerede tunsafari i Øresund:

Den næsten delfinagtige springtur, som tunene laver, er faktisk et unikt syn, som man stort set ikke finder andre steder, forklarer Jens P. Jeppesen.

Det er netop en kombination af Øresunds smalle bredde på små fire kilometer mellem Helsingør og Helsingborg og hornfisken. der er årsagen.

- Tunen står simpelthen klar ved tragten med åben mund cirka 10 til 15 meter nede. Hornfiskene svømmer derimod i overfladen, og så svømmer tunfisken med høj fart op til overfladen for at fange hornfiskene. Så 90 procent af gangene, hvor man ser en tun springe op, så har den en hornfisk i munden, siger Jens P. Jeppesen.

Derfor er det særligt ved Helsingør, at man kan se springene, selvom der også er mange tun længere nede mod København.

Selvom der er mange, må du ikke fange dem

Årsagen til, at tunen nu er tilbage efter 55 års fravær, er angiveligt, at tunen har det bedre i Atlanterhavet. Jens P. Jeppesen kan ikke afvise, at klimaforandringer også spiller ind.

Hvis du bor omkring Øresund og drømmer om en tuntatar til aftensmad, så skal du dog stadig til fiskehandleren.

- Selvom der er mange, så er det ulovligt at fiske dem. I stedet kan man spise en anden tun som eksempelvis den gulfinnet tun og glæde sig over, at den atlantiske tun er tilbage i dansk farvand. For det er en af de få positive historier om det danske havmiljø i øjeblikket, siger Jens P. Jeppesen.

Øresundsakvariet arrangerer også ture i Øresund, hvor man kan komme ud i båd.

Fiskene i Sverige