Tusindvis af boliger står tomme, fordi der ikke er bopælspligt

På en række af hovedstadens attraktive adresser er der altid mørkt bag vinduerne. Godt fire procent af ejerboligerne er ubeboede.

Det vrimler frem med nye bydele i København, blandt andet i Nordhavn, hvor nyt byggeri skyder op overalt. Men mange af lejlighederne står tomme. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Nye tal fra Københavns Kommune viser, at godt fire procent af ejerboligerne i blandt andet Indre By og Amager Vest ikke bliver brugt til at bo i hele året, da de ikke er omfattet af kravet om bopælspligt.

Det krav træder nemlig først i kraft, når der én gang har været en tilmelding til Folkeregisteret på adressen.

Og det er tal, der bekymrer Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø).

- Vores nye opgørelse viser med al ønskelig tydelighed, at ejerlejlighederne i de mest attraktive bydele er gået hen og blevet investeringsobjekter, siger han.

Samlet set er der cirka 2.700 boliger uden bopælspligt i København.

Det er første gang, kommunen har været i stand til at lave denne opgørelse. Den giver et klart billede af, at problemet er koncentreret om Indre By og de nye byudviklingsområder langs havnen og i Ørestad, konstaterer borgmesteren.

Lige nu bliver der bygget urealistisk mange ekstremt dyre ejerboliger i blandt andet Nordhavn, hvor priserne er gået helt amok, siger han og fortsætter:

- Jeg kan frygte, at man i de attraktive bydele kommer til at stå med halvtomme ejendomme. Det vil smitte af på mulighederne for at skabe et godt nærmiljø, fordi det bliver svært at skaffe et kundegrundlag til for eksempel butikker og cafeer, siger Morten Kabell.

Fordi kommunen nu kan dokumentere omfanget, vil Morten Kabell have Folketinget til at ændre lovgivningen, så kommunen kan stille krav om bopælspligt også i helt nyopførte lejligheder.

Og det er Dansk Folkeparti parat til at hjælpe med.

Boligordfører Merete Dea Larsen (DF) vil tage lovgivningen op på det næste møde med Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

- Jeg er sådan set enig med Morten Kabell i, at det ikke er i orden, at boliger kan få lov at stå tomme i et område, hvor man har meget brug for boliger. Så må vi jo prøve at se, om det er noget, vi og ministeren kan blive enige om overhovedet, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk