Uddannelse i regnbuens farver gavner virksomheder

Det giver både social og økonomisk gevinst at få LGBT-medarbejdere til at trives på arbejdspladsen.

Åbenhed om seksualitet på arbejdspladsen gavner både medarbejder og virksomheden. (Foto: STEFANIE LOOS © Scanpix)

Det bliver snart lettere for danske virksomheder at tage hånd om deres regnbuefarvede medarbejdere.

Foreningen LGBT Danmark er nemlig på trapperne med programmet Empatisk Arbejdsmarked, der skal uddanne private og offentlige virksomheder i, hvordan de inkluderer homoseksuelle og andre LGBT-personer bedst muligt.

Det, mener de, er nødvendigt, fordi virksomheder mangler værktøjer til at skabe et omfavnende arbejdsmiljø. Ét klar incitament for at gå mere op i LGBT-medarbejderes trivsel er, at det kan pynte på bundlinjen.

- Hvis du ikke kan få lov at være præcis den, du er, og hvis du ikke kan være åben om din identitet, så producerer du mindre, siger Janne Juul, projektleder i LGBT Danmark.

Det er noget, de kan nikke genkendende til hos IBM i Brøndby, som i 10 år har kæmpet for at skabe et åbent arbejdsmiljø for LGBT-medarbejdere.

En af IBMs medarbejdere, der bruger virksomhedens LGBT-netværk, er Ulla Dalsgaard, der sprang ud som lesbisk kort før, hun blev ansat hos IBM.

- Det betød utrolig meget, da jeg startede i virksomheden, at jeg i LGBT-netværket kunne få svar på, hvor åben jeg kunne være om min seksualitet. Og om det var noget, jeg kunne tale med min chef og mine kollegaer om, siger Ulla Dalsgaard.

I hovedstadsområdet har også NOVO, DSB, DELL, Microsoft og IBM fokus på LGBT-medarbejderes trivsel.

Programmet Empatisk Arbejdsmarked forventes færdigt i august.

Facebook
Twitter