Udenlandske arbejdere bor trangt i skurbyer: Smittefare er 'bekymrende'

Myndigheder vil nu sætte ind over for coronasmitte, hvor udenlandske arbejdere bor.

Containerboligerne på Otto Busses Vej på Vesterbro i København huser knap 100 udenlandske arbejdere, der til daglig arbejder på byggepladser rundt omkring i hovedstaden. (Foto: (C) DR © (c) DR)

De mørkegrå containerboliger ligger side om side i lange rækker oven på hinanden på en øde grund i den københavnske Sydhavn. Vandpytterne glimter i mørket, mens de hvide minibusser med arbejdere ruller ind på pladsen.

Det er fyraften for de knap 100 udenlandske arbejdere, der bor tæt sammen i containerbyen, når de ikke arbejder på byggerier rundt omkring i København.

Så tæt, at en verserende smitte som coronavirus hurtigt kan sprede sig, mener fagforeningen 3F og flere eksperter i smittespredning.

- Det er små værelser, og når de bor to og to, som de gør her på Otto Busses Vej, bliver det meget trangt, siger Jakob Mathiassen, der er tidligere betonarbejder og nu arbejder for 3F med at skabe kontakt til de udenlandske arbejdere i København.

Et af værelserne i skurbyen på Ugandavej i Tårnby, hvor der bor to personer. (© dr)

Han har ofte været inviteret på besøg i de midlertidige containerboliger, hvor udenlandske arbejdere bor to og to sammen og deler køkken og fællesarealer med mange af deres kollegaer, og ifølge ham er der hverken spritdispensere i køkkenområdet eller på fællesvaskeriet.

Ekspert: Smitte blandt arbejderne er 'bekymrende'

Skurbyen i København er ikke det eneste sted, hvor udenlandske arbejdere bor tæt.

Ti kilometer mod syd i Tårnby på Amager bor omkring 100 arbejdere i en skurby af campingvogne, skurvogne og containerboliger som dem i Københavns Sydhavn.

DR har talt med en af de polske arbejdere, der bor i en af containerboligerne.

Han ønsker ikke at stå frem med navn, da han frygter, at det kan påvirke hans nuværende job og fremtidige jobmuligheder, men han er bekymret for måden, de bor på.

- Det er utrygt, at vi er så mange om at dele de fælles faciliteter, siger han.

De midlertidige boliger er blevet højaktuelle, efter at der de seneste uger og måneder er udbrudt smitte blandt udenlandske arbejdere fra især østeuropæiske lande flere steder på Midtsjælland. Blandt andet på et slagteri i Ringsted, hvor mange bor tæt sammen.

Derfor indførte regeringen sidste lørdag nye tiltag, der skal begrænse smitte med covid-19 blandt udenlandske arbejdere – blandt andet i deres boliger, og i sidste uge udsendte Sundhedsstyrelsen nye, detaljerede retningslinjer om netop udenlandske arbejderes boligforhold.

Det er et helt nødvendigt sted at sætte ind, vurderer Marie Nørredam, der er professor ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i sundhed og blandt andet har forsket i smittespredning i flygtningelejre. De trange forhold er bekymrende, mener hun.

- Jo flere man bor sammen på jo færre kvadratmeter, jo lettere bliver man smittet. Og jo sværere er det også, at selvisolere sig, hvis man er syg, siger hun.

Heller ikke virolog ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan er begejstret for de trange boligforhold.

- En vigtig faktor er antallet af kontakter og tætte kontakter, man har. Og hvis man bor så tæt, er der øget risiko for, at man har rigtig mange kontakter, siger han.

Mange deles om køkken og bad: 'Det er helt fucked up'

Den polske arbejder i skurbyen på Uganadavej i Tårnby fortæller, at han bor på et værelse på ni kvadratmeter og deler et fælles køkken-spiserum samt et fællesbad med beboerne i de 16 værelser på etagen. Ifølge 3F bor der på nogle af værelserne to personer.

Byggefirmaet Aarsleff, som stiller boligerne til rådighed for de udenlandske ansatte, har hængt sedler op på polsk på fællesområderne med de officielle råd om at forebygge coronasmitte.

Men i praksis er det "nærmest umuligt at overholde retningslinjerne", fordi de bor tæt og er mange om fællesarealerne, mener byggearbejderen.

Hvad gør du selv for at overholde retningslinjerne?

- Vi prøver jo. Men det er helt fucked up, hvordan skal vi forhindre corona, når vi går så tæt op ad hinanden? siger han.

Hvorfor har du så ikke råbt op om din bekymring til din arbejdsgiver?

- Det har jeg også. I starten af corona spurgte jeg, om vi kunne skiftes til at være et sted, hvor der er mange samtidig på lidt plads, og de sagde det var en god idé, men der skete aldrig noget. Så man giver ligesom op, siger han.

DR har gentagne gange forsøgt at få et interview med byggefirmaet Aarsleff, som er arbejdsgiver og står for de pågældende boliger, men firmaet har ikke ønsket at stille op til interview med DR.

Aarsleff har tidligere svaret mediet A4 Arbejdsliv, at firmaet følger myndighedernes vejledninger og sørger for løbende at informere sine medarbejdere om retningslinjerne på flere sprog.

"Det har været os magtpåliggende at følge de danske myndigheders vejledninger og anbefalinger på coronaområdet, hvilket vi har kommunikeret ud til vores medarbejdere på flere forskellige sprog via vores intranet, ophængte plakater, e-mails, møder m.m. flere gange under pandemien," skriver Aarsleff blandt andet.

Jakob Mathiassen fra 3F arbejder med at skabe kontakt til de udenlandske arbejdere, der arbejder i København. Her taler han med en byggeriarbejder i Carlsberg Byen i København. (Foto: Anne Diklev Pallesen © (c) DR)

Regeringen: Arbejdsgiverne skal tage det alvorligt

Hos myndighederne har man også fået øjnene op for problemstillingen med øget risiko for coronasmitte, hvor de udenlandske arbejdere bor.

I de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen opfordres arbejdsgiverne blandt andet til at sørge for, at beboerne på alle tidspunkter kan holde en meters afstand til hinanden, at lave stregmarkeringer i gulvet og sørge for mindst 4 m2 per person i fælleslokalerne.

- Vi vil meget gerne undgå at skulle lukke grænsen fuldstændig for vandrende arbejdstagere, så disse tiltag er sidste skridt, inden vi kan blive nødt til at tage det værktøj i brug, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Dansk Byggeri, som organiserer mange af de arbejdsgivere, der bruger udenlandsk arbejdskraft, og ofte også stiller bolig til rådighed for de ansatte, kalder det en meget alvorlig udmelding.

- Vi skal sikre os, at den tilrejsende arbejdskraft, der er her, bor og arbejder under ordentlige forhold, siger chef for arbejdsmiljø i Dansk Byggeri Mette Møller Nielsen.

På Otto Busses Vej er de udenlandske arbejdere gået i gang med at tilberede deres aftensmad tæt sammen i det lille køkken, inden de går til ro to og to i skurvognsbyen. Jakob Mathiassen fra 3F håber, der snart kommer styr på de trange forhold.

- Det bedste ville være, hvis de fik et værelse hver. Det håber jeg på, siger han.

FacebookTwitter