Udveksling udvikler: Flere studerende rejser ud

Antallet af universitetsstuderende, der tager på udveksling, er mere end fordoblet de seneste ti år.

Udveksling er populært blandt danske studerende. Blandt andet giver det personlig udvikling, fortæller Daniel Bager, der på billedet er på udflugt med et hold internationale studerende til den begiske kystby Oostende. (© Daniel Bager)

Da Daniel Bager begyndte på jurastudiet på Københavns Universitet, var der ingen tvivl om, at han på et tidspunkt skulle læse et halvt år i udlandet.

- Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg skulle ud. Det er fedt at lære et nyt sprog og få en masse nye venner, siger han.

Og det halve år på Université Libre de Bruxelles levede op til forventningerne.

- Det var enormt dejligt at komme ud og få noget luftforandring - opleve en ny by, et nyt studiemiljø og en anderledes måde at gøre tingene på, siger Daniel Bager.

Og han er ikke alene om at rejse ud og opleve nyt. Mange flere studerende vælger i dag et udvekslingsophold sammenlignet med for ti år siden.

Det seneste studieår var over 8.000 studerende på udveksling, for ti år siden var det under 4.000, viser tal fra universiteterne.

Amanda Damgaard Nielsen, der også er jurastuderende, har været på udveksling i Belfast i Nordirland. Det britiske uddannelsessystem med få undervisningstimer og meget selvstudie gjorde hende mere selvstændig.

- Når jeg kun skulle være på universitetet to gange om ugen, blev jeg bedre til selv at administrere min tid og arbejde selvstændigt. Det kan jeg mærke nu, hvor jeg skriver bachelorprojekt. Jeg er blevet bedre til at styre trangen til overspringshandlinger, siger hun.

  • Amanda Damgaard Nielsen holder julefrokost i den internationale gruppe med studerende fra blandt andet USA, Tyskland og Italien. (Foto: Amanda Damgaard Nielsen © DR / Privatfoto)
  • Amanda Damgaard Nielsen på tur med sejlklubben til Glasgow, Skotland. Billedet viser virkelig godt hvor tætte man bliver, bare på en enkelt weekend, mener hun. (Foto: Amanda Damgaard Nielsen © DR / Privatfoto)
  • Amanda Damgaard Nielsen sammen med veninden Katha fra Tyskland foran Queen’s University i Belfast. (Foto: Amanda Damgaard Nielsen © DR/privatfoto)
  • Daniel Bager og studiekammeraten Paulo ved deres nye universitet i Bruxelles. (Foto: Daniel Bager © DR/privatfoto)
  • Daniel Bager og skandinaviske udvekslingsstuderende samlet til fødselsdag. (Foto: Daniel Bager © DR/privatfoto)
1 / 5

Selvom det at flytte til et andet land ikke nødvendigvis er nemt, så gør det europæiske Erasmusprogram med mange udvekslingsstuderende det dog lettere at få et netværk blandt de internationale studerende.

Men det kræver en mere aktiv indsats også at få lokale venner, når man kun er i en by et halvt år. Amanda Damgaard Nielsen brugte blandt andet et tilbud fra en sejlklub til at komme ind i et mere lokalt miljø.

- Det handler om, at man bruger de tilbud, der er. Man kommer nemt kun til at hænge ud med andre udvekslingsstuderende, siger hun.

DI: Flere skal ud

Fra Dansk Industri lyder der en klar opfordring til at rejse ud. For selvom der de seneste ti år har været en pæn stigning i antallet af studerende, der rejser ud, viser tal fra OECD, at lysten stadig er på et begrænset niveau herhjemme.

- Den danske lyst til at tage ud er desværre ikke ligeså stor, som hvis vi kigger til Sverige eller Norge. Og det ville jo være godt, hvis vi også kom lidt mere ud, siger Mette Fjord Sørensen, der er chef for videregående uddannelser hos erhvervsorganisationen DI og fortsætter.

- Udveksling giver ikke kun ekstra på vidensdelen for de studerende, det viser også, at du kan klare dig selv, og det er i sig selv en personlig udvikling, som virksomheder i høj grad værdsætter, siger hun.

Fra universiteterne er der også fuld opbakning til at rejse ud. Flere uddannelsesinstitutioner har det som en formuleret målsætning at få flere studerende til at tage på udveksling. Det gælder blandt andet på Copenhagen Business School (CBS).

- Mange kandidater får arbejde i en international virksomhed med kontor i Danmark, og det gør en stor forskel, hvis man har haft mulighed for at blive eksponeret for, hvordan det vil sige at arbejde i internationale teams, siger Niels Henrik Larsen, der er chef for det internationale kontor på CBS.

På Københavns Universitet er Trine Sand sektionschef for international uddannelse, og hun er ikke sikker på, at udveksling kan flytte en senere jobansøgning op i bunken af ansøgninger, men det er en oplagt mulighed for at udvikle sig.

- Personligt flytter man sig, når man foretager et skifte i tilværelsen, hvor man skal lære at være sammen med andre mennesker. Mange studerende siger også, når de kommer hjem, at de er blevet mere fagligt bevidste, siger hun.

Eller som DI’s Mette Fjord Sørensen helt kort siger:

- Rejs ud. Lær. Smag på verden for pokker.