Udviklingshæmmet blev glemt i sin seng i små to døgn

Det møder skarp kritik, at udviklingshæmmede blev glemt på deres værelser i timevis. Direktør beklager.

En sygeplejerske kunne konstatere, at den udviklingshæmmede borger havde fået røde mærker på kroppen af at ligge i sin seng i små to døgn.

- Det må have været forfærdeligt - en kæmpestor psykisk belastning og angstprovokerende at være efterladt i hjælpeløshed uden at vide hvorfor.

Sådan beskriver Thomas Gruber, der er politisk konsulent i landsforeningen for udviklingshæmmede, Lev, den situation, som en stærkt udviklingshæmmet mand blev sat i, da personalet på Habitushuset Danshøj ved Hillerød sidste år glemte ham i sin seng i små to døgn.

En aktindsigt, som Fagbladet FOA har fået i sagen, viser, at personalet glemte den udviklingshæmmede mand i sin seng fra klokken 21.15 fredag den 4. august til søndag morgen. Akterne viser desuden, at borgeren efterfølgende havde fået røde mærker på kroppen af at ligge for længe på samme side i sin seng.

- Det lyder fuldstændigt forrykt. Der må være et kaos i organiseringen af det her botilbud, hvis man i næsten to døgn kan glemme en person, der har brug for endog meget hjælp, mener Thomas Gruber.

Han får opbakning fra lektor i socialret på Aarhus Universitet Eva Naur.

- Det er dybt problematisk. Et botilbud er forpligtiget til at tilrettelægge det daglige arbejde, så det ikke kan ske, at man glemmer en borger, der er så afhængig af hjælp, siger hun.

Glemte borger i otte timer

Svigtet er desværre ikke enestående for Habitus-kæden, som driver en række botilbud i hele landet. Aktindsigten viser nemlig, at en anden udviklingshæmmet borger på Habitushuset Ny Mårumvej i Nordsjælland sidste år blev glemt på sit værelse i otte timer.

- Det her må simpelthen ikke ske. Men at det sker to gange, det er bare en ekstra skærpende omstændighed, siger Thomas Gruber.

Og Eva Naur bakker op.

- Fejl som de her er heldigvis ekstremt usædvanlige, så det at der sker to fejl relativt kort tid efter hinanden, det må få alle advarselssignaler til at blinke i forhold til, hvordan man tilrettelægger sin pleje- og omsorgsopgave, mener Eva Naur.

Ledelsen er skiftet ud

Siden de to svigt er store dele af ledelsen hos Habitus skiftet ud. Blandt andre er Martin Godske tiltrådt som administrerende direktør.

- At det her er sket, beklager vi meget. Vi er meget kede af det, siger han.

Martin Godske forklarer, at begge fejl skete på grund af misforståelser i forbindelse med vagtskifte. Episoden, hvor en borger blev glemt på sit værelse i små to døgn, opstod ifølge direktøren, fordi personalet var af den overbevisning, at borgeren var hjemme på weekend.

- Hvordan kan personalet få det indtryk, at borgeren er hjemme, når vedkommende i virkeligheden ligger i sin seng?

- Episoden skete, før jeg kom til. At det sker er virkeligt beklageligt, men vi har lavet om på virksomheden for at sikre os, at det ikke gentager sig, forklarer Martin Godske.

- Vi er gået tilbage til en gammel struktur med mindre enheder på botilbuddene. Det er en struktur, som tidligere har vist sig at være succesfuld. Så har vi ændret proceduren omkring vagtskifte og lavet mere supervision af personalet for at sikre, at det her ikke sker igen, siger Martin Godske.

Opbakning fra forældre

Efter at DR har bragt denne artikel har moderen til den mand, som blev glemt i små to døgn, henvendt sig med stor opbakning til Habitus.

- Min søn har boet på Habitushuset i et år, og i den tid er han blomstret op. Som forældre har det været fantastisk at være vidne til, fortæller moderen.

Hun forklarer, at sønnen tidligere skadede sig selv og ikke ville udenfor. Men begge dele har ændret sig til det bedre efter, at han flyttede ind på Habitushuset Danshøj.

Moderen er naturligvis ked af, at sønnen blev glemt i sin seng, men bekræfter Martin Godskes forklaring om, at der skete en misforståelse hos personalet. Hun roser samtidig Habitus for måden, man håndterede situationen på.

- Vi var desværre på ferie, da det skete, men vi blev kontaktet med det samme af Habitus. Og lederen og en sygeplejerske sad hos ham hele dagen, fortæller moderen, som også påpeger, at hun hver morgen siden episoden har modtaget en sms fra den medarbejder, som er mødt ind hos hendes søn.

Kommune har fortsat tillid

Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor den mand, som blev glemt i små to døgn, kommer fra, ønsker ikke at stille op til interview. I stedet skriver kommunen i en mail til DR:

- Vi kan ikke kommentere detaljeret på den konkrete sag, som vi finder meget beklagelig. Kommunen har indberettet sagen til det sociale tilsyn og har fulgt op over for Habitus ved et møde og har også fået en redegørelse om den alvorlige episode. Derudover har vi været i dialog med de pårørende i forhold til bostedets reaktion, opfølgning og de initiativer, som er iværksat for at imødegå lignende hændelser.

Borgeren, der blev glemt i otte timer, kommer fra Gladsaxe Kommune, men det har ikke fået leder af kommunens handicaprådgivning Birgitte Hebo Schmidt til at miste tilliden til Habitus.

- I forhold til vores sag har vi bestemt tillid til, at Habitus kan mestre at løse opgaven, siger Birgitte Hebo Schmidt, som understreger, at kommunen handlede med det samme, de blev bekendt med svigtet.

- Vi går straks i dialog med Habitus om, hvad der er sket, hvordan det kan ske, og hvad de gør for at sikre, at det ikke kommer til at ske igen, forklarer Birgitte Hebo Schmidt.

Denne artikel er efter sin udgivelse blev opdateret med kommentarer fra moderen til den mand, som blev glemt i sin seng i små to døgn.

Facebook
Twitter