Vækstkrise i København skal løses med svensk hjælp

Sammenligner man København med byer som Stockholm og Berlin, er den danske hovedstad ikke nær så god til at skabe vækst, som de andre metropoler. Eksperter kræver handling.

Der er kun en bro imellem København og Malmø, men forskellene er store, når det drejer sig om vækst. (Foto: Charlotte Rudiengaard © DR)

København halter efter, når det kommer til at skabe vækst. Det mener flere regionsforskere, skriver Berlingske.

Sammenligner man København med byer som Stockholm og Berlin, er den danske hovedstad ikke nær så god til at skabe vækst, som de andre metropoler.

For selvom København oplever en stor tilflytning, er det ikke nødvendigvis et positivt tegn. Det stigende behov for boliger tvinger kommunen til at lede efter steder at bygge. Det betyder, at erhvervsgrunde inddrages til boligbyggeri.

- De omkringliggende storbyer til København er alle karakteriset af vækst og kraftig udvikligt, mens København er karakteriseret ved stagnation, siger Uffe Palludan, der er økonom og fremtidsforsker til P4 København.

Løsningen på problemet skal findes på svenska

Han og andre eksperter peger desuden på, at den vækst som København oplever, sker på bekostning af resten af Sjælland, og dermed er med til at skabe et udkantsdanmark.

Hvis Hovedstadsregionen skal have gang i hjulene mener de, at man skal integrere den svenske del af Øresundsregionen i langt højere grad.

Det kan for eksempel ske ved at gøre den offentlige transport mere effektiv i regionen.

- Generelt er der jo i hele Europa og i store dele af verden den sammenhæng, at jo større en by er, jo mere vækst er der i byen, siger Gert Laier Christensen, han er analysechef i Dansk Erhverv.

Ny forbindelse over sundet skal øge kapaciteten

En af vejene til en større sammenhæng kan være en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.

For ifølge Gert Laier Christensen vil den nuværende Øresundsforbindelse ikke være tilstrækkeligt ti år fremover. Det vil derfor være nødvendigt at se på nye løsninger.

- Øresundsforbindelsen har været en meget stor succes, og der risikerer man indenfor en overskuelig årrække, at den kapacitet, der er, bliver fuldt udnyttet. Og det er derfor, vi taler om, at ved Helsingør-Helsingborg får bygget en bro, så man får øget kapaciteten i området, siger Gert Laier Christensen til P4 København.

Facebook
Twitter