Vi har radioaktiv stråling i kælderen

Vi er for dårlige til at beskytte os imod Radon-stråling. I hvert fald ifølge Energistyrelsen.

Der siver radon op gennem kælderen, og vi aner det knapt. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Den usynlige dræber Radon - som er en radioaktiv gasart - siver som oftest ubemærket op gennem sprækkerne i gulvet eller gennem kældervæggen.

I København og omegn benytter mange kælderen til beboelse - og det er netop her der er mest Radon.

Hvert år dør der ifølge Sundhedsstyrelsen ca. 300 mennesker af radonrelaterede kræftsygdomme - og man har en helt markant øget risiko, hvis man ryger.

- Hvis man både er udsat for høje radonniveauer og ryger, så har man en ganske betragtelig risiko. Det er ikke det samme, som at sige, at der ikke er en risiko for dem, der ikke ryger, men den er væsentlig lavere, siger Kaare Ulbak, som er chefkonsulent i Statens Institut for Strålebeskyttelse.

Men det er ikke hensigtsmæssigt at bo i kælderen, hvis ikke man tager sine forholdsregler, siger Kaare Ulbak:

- Radonniveauet kan godt være højere i kælderen end i øvrige dele af boligen, fordi der er en lavere ventilation - et lavere luftskifte - i kælderen. Så derfor er det altid en god idé at sørge for, at der er god ventilation, siger Kaare Ulbak til P4 København.

Ifølge Energistyrelsen er folk ikke gode nok til at prioritere Radonbeskyttelse - derfor lancerer den en kampagne om de farlige stråler her i januar.    

Facebook
Twitter