Det kan være vanskeligt at spotte børn, der udsættes for seksuelle overgreb, uanset om det er fagfolk, forældre eller lærere, der skal spotte dem.
Derfor lancerer Børnerådet i samarbejde med praktikere og eksperter nu et nyt oplysningsmateriale til fagfolk, der skal sikre, at flere overgreb bliver opdaget og handlet på.
Materialet består blandt andet af en hjemmeside med 15 korte film, som læger, pædagoger og andre fagfolk kan ty til, hvis de får mistanke om overgreb.
Og der et stort behov for flere redskaber, mener rådet:
- Der er stadig en relativt stor gruppe, som ikke har det her på nethinden, og derfor skal de have et wake-up call, siger formanden for Børnerådet, Per Larsen.
Han håber, at det nye materiale kan være med til at sikre, at flere overgrebssager bliver opdaget og anmeldt.
- Hvis der ikke er nogen, der giver et lille tip om, at vi her er på vej ud over skrænten, så kommer sagerne ikke til myndighedernes kendskab. Derfor er det er vigtigt, at nogle vil sætte den proces i gang, siger Per Larsen.
I hovedstadskommunerne er antallet af underretninger steget fra 21.000 i 2014 til over 30.000 i 2015, viser tal fra Ankestyrelsens Underretningsstatistik.