Vikinger kan hive milliarder hjem til Danmark

Der ligger et stort økonomisk potentiale i at udnytte Danmarks status som vikingeland, vurderer flere eksperter i turisme.

Udlandets sult efter vikingehistorie kan skaffe Danmark langt flere turistindtægter end de nuværende, mener flere eksperter. (Foto: Dorthe Ibsen)

Der er milliarder af kroner at hente til statskassen på vikingesultne turister, hvis ellers turistindustrien var bedre til at sælge den danske vikingefortid, mener flere eksperter.

De roser samstemmende vikingeattraktioner som Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Sagnlandet Lejre for tårnhøj kvalitet, men der mangler mere power for at komme ud over rampen.

- De små gør det godt, men der mangler en samlet kraft til at markedsføre vikingerne som en selvstændig attraktion, mener Jens Friis Jensen der er institutleder på RUC og har forsket i turisme.

Vi fokuserer for meget på den kedelige viking

Anna Porse Nielsen er direktør for konsulentbureauet Manto og rådgiver om kulturturisme og oplevelsesøkonomi.

Hun mener, at vi skal blive bedre til at fortælle den gode vikingehistorie. Vi har nemlig gjort vikingerne lidt kedelige og fokuseret for meget på vikingernes dagligdag:

-Turisternes billede er vikinger med horn i hjelmen på vej ud over havene og på eventyr, og hvis vi får mulighed for at udnytte det, er det rigtig fint, siger hun.

Megaattraktion kan trække flere vikingeturister til

Formanden for Østdansk Turisme, Ole Drost, siger, at han er enig i, at der skal samarbejdes mere mellem attraktionerne:

- Vi skal opgradere, ligesom vi gør i Slagelse, hvor vi sammen med Nationalmuseet udvikler Trelleborg og kulturturismen på Sjælland, siger han.

I sagnlandet Lejre erkender dirktør Lars Holten, at der sagtens kan arbejdes mere mere med form, og at der kunne lave en megaattraktion. Han efterlyser mod fra politikerne til at prioritere vikingeturismen.

FacebookTwitter