10 år med ulv i Danmark: 'Når ulven kommer, bliver det et helvede. Og det blev det jo'

Ulven har sat sig i dansk natur og samfundsdebat: En mand har skudt én for rullende kamera, og en anden har truet andre på livet i sin kamp for ulven. 

Ornitologen Erik Frost blev mere end almindeligt overrasket, da han pludselig spottede det, han var sikker på, var den første ulv i Danmark i 199 år. (Foto: © Erik Frost - privatfoto)

To ravne skreg op ved søbredden ved Nors Sø i Thy en efterårsdag i 2012.

Og de blev ved med at skrige.

Det spottede hobby-ornitologen Kim Frost i sin teleskopkikkert fra fugleudkigstårnet ved søen.

Et øjeblik efter spankulerede årsagen til skrigeriet frem i linsen.

- Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en ulv. Jeg havde set ulve i både Sverige og Polen. Så jeg skyndte mig koble digitalkameraet på teleskopet til, og så tog jeg en serie billeder, forklarer han.

Dermed havde Kim Frost taget de formentlig første billeder af den første ulv i Danmark i 199 år.

- Det var jo fuldstændig surrealistisk. Men altså, ulv var der. Det var jeg ikke et sekund i tvivl om.

En måneds tid senere - 16. november 2012 - blev et mere håndfast bevis fundet af en skovløber i Nationalpark Thy: Et dødt "ulvelignende dyr".

De efterfølgende 10 år har ulvene vundet indpas i Danmark - både i naturen og i den offentlige debat.

  • Synet, Kim Frost fangede i sin teleskoplinse 14. oktober 2012 ved Nors Sø i Thy. En måneds tid senere fandt en skovløber et dødt "ulvelignende dyr" i Nationalpark Thy. Der gik yderligere en måned, før sagkundskaben endeligt kunne bekræfte, at ulven var tilbage i Danmark. (Foto: © Brugerbillede, DR)

1 / 6

Ingen turde sige det magiske u-ord

Biolog og professor på Institut for Ecoscience hos Aarhus Universitet Peter Sunde var ikke overrasket, da han hørte om de første tegn på ulv i Danmark.

- Mine egne tanker var: ”Nå, nu skete det”. For blandt fagfolk var det noget, vi havde ventet på, fortæller han.

Alligevel var der ikke én eneste fagperson, som dristede sig til at sige det højt. Man skal som bekendt passe på med at råbe: "Ulven kommer".

Et par uger efter Kim Frosts unikke ulve-billeder, kom der flere ulve-optagelser fra et køkkenvindue et andet sted i Vestjylland. Men først da DNA-materiale fra det døde dyr i Thy talte sit tydelige sprog en måned efter fundet, turde sagkundskaben bekræfte, at dyret fra Thy var en ulv.

- Det var lidt komisk, hvordan folk, der sådan set havde indsigten, ikke turde sige det magiske u-ord på det tidspunkt, husker Peter Sunde.

Ulven og hunden er samme art, og der findes hunderacer, som ligner ulve så meget, at det næsten ikke er til at se forskel.

- Der var simpelthen en psykologisk barriere blandt fagfolk til at sige, at det her nok er en ulv. For hvis det ikke var det, ville man jo kunne blive slemt til grin efterfølgende, forklarer han.

Se indslaget fra TV-Avisen 29. oktober 2012 om den måske første ulv i Danmark i 199 år.

Har du puttet noget i kaffen?

Kim Frost husker selv den skepsis, han blev mødt med fra de syv-otte andre ornitologer, der var med ham den dag ved Nors Sø.

- Første sagde den ene: "Hvad har du puttet i kaffen?" Men da de så selv fik syn på den, så forstummede det, husker han.

Oplevelsen var enestående.

- Så stod vi alle sammen målløse og kiggede på den i de få minutter, den var der. Så vendte den om og bakkede hen over klitterne igen.

På vejen hjem kontaktede han den lokale skovrider og bad om lov til at offentliggøre sine billeder. Kim Frost skippede sine optagelser videre til det lokale Morsø Folkeblad. Og næste dag blev hans hjem omdannet til et mediecentrum.

- Der var jo fuldstændig ramaskrig. Alle de store blade kom, tv-vogne kørte op på vores lille vej med parabolskærme. Så kørte det jo bare, siger Kim Frost.

Ulven har trukket utallige danske overskrifter lige siden. En mand er blevet dømt for at have skudt en ulv, en anden er sendt i fængsel for dødstrusler, og vi har foreninger, som både støtter og modarbejder, at den findes i Danmark.

Ulven får hurtigt følelser og argumenter til at koge over hos os

mennesker. Professor Peter Sunde vidste længe forinden, at det var sådan, det ville gå.

- Jeg kan huske, at jeg hver eneste gang konkluderede, at når ulven kommer, bliver det et helvede. Og det blev det jo. Og sådan er det bare med ulv, uanset hvor i verden det er.

For forskeren er ulven én af mange dyrearter, men for de fleste lægfolk er den meget mere end det.

- Ulven er så dybt forankret i vores kultur, så alle har en eller anden form for ikonisk billede af, hvad ulven er. Og de forskellige billeder og opfattelser er meget forskellige, alt efter hvad det er for en naturforståelse, du abonnerer på, forklarer han.

Dertil kommer det faktum, at nogle føler sig utrygge ved at bo tæt ved ulven - og at ulven for eksempel står bag drab på husdyr.

- Ulven bliver en form for symbolart for nogle af de underligggende værdikonflikter, vi har i samfundet. Derfor bliver debatterne meget mere ophedede, end de helt reelle problemer sådan helt nøgternt berettiger til.

Et vildtkamera ved Ulfborg i Vestjylland fangede i 2017 en ulvefamilie med seks unger. Det var dengang Danmarks eneste ulvekobbel, og billederne cementerede, at vilde ulve nu er og bliver en varig realitet i den danske natur. (Foto: ulvetracking.dk/Scanpix 2017) (Foto: © Ulvetracking.dk, Scanpix Denmark)

Alt er gået efter bogen

I kølvandet på det første ulvefund i Danmark udsendte forskerne i februar 2013 et notat om, hvordan de forudså, det ville komme til at gå med ulven i Danmark:

Der ville komme flere. De ville begynde at yngle inden for en periode på 10 år. Og fra et biologisk synspunkt vurdede de, at der var plads til omkring 10 ulvepar i Danmark.

Det var ikke helt ved siden af.

- De yngler. Nu har vi tre ulvepar foreløbig, og der er ikke noget, der tyder på, at det stopper her, siger Peter Sunde.

- Den måde, det er gået både biologisk og samfundsmæssigt, det er fuldstændig efter bogen.

Selvom Kim Frost formentlig var den første til at skyde et billede af en ulv i Danmark, så har han holdt sig væk fra debatten om ulve. Han færdes stadig i naturen med sin teleskopkikkert, og selvom han holder udkig af og til, så har han ikke siden set noget til det sky rovdyr.

- Jeg går jo meget i de her nordjyske plantager, og jeg er aldrig stødt på en ulv. Så det kan ikke være hverdagskost.