12 afviste asylansøgere hædres i kirkekor: 'Jeg er i en anden verden, når jeg synger'

Asylkoret fra Udrejsecenter Kærshovedgård har vundet Kristeligt Dagblads initiativpris 2019.

Asylkoret fra Udrejsecenter Kærshovedgård har eksisteret siden december sidste år og giver koncerter i kirker og missionshuse landet over.

Gudstjenesten hos frimenigheden i Lemvig Bykirke er fuld af korsang. Men koret er denne søndag ikke et helt almindeligt kirkekor.

Foran alteret står 12 unge afviste asylansøgere fra Iran. De udgør asylkoret på Udrejsecenter Kærshovedgård, som netop har vundet Kristeligt Dagblads Initiativpris 2019.

En af korsangerne er Farhad Faraed, som gerne vil dele æren med de højere magter.

- Jeg er rigtig glad. Vi takker Gud for at støtte os og vinde denne pris, siger han.

Asylkoret blev dannet for knap et år siden. Bag står to korledere fra Luthersk Mission, Niels Simonsen og Anna Lisbeth Sonne.

Sidstnævnte erkender, at det ikke er på grund af skønsangen, at koret får prisen.

- Det er ikke et firstemmigt mandskor. De synger af hjertet om noget, der virkelig har fået en betydning for dem. De er upolerede diamanter på mange måder. Det er så stærkt, at det går ind i hjertet på folk, fordi de mener, hvad de synger, siger Anna Lisbeth Sonne.

Dommerkomitéen begrunder blandt andet prisen med, at det er vigtigt, at kirken åbner sig for det fremmede.

Den anden korleder Niels Simonsen er helt enig.

- De har behov for, at vi som kristne i Danmark tager os af dem og indlemmer dem i vores fællesskab, siger han.

Korsang bryder triviel hverdag

Asylkoret udspringer af en bibelcafé i Bording. Her synger de afviste asylansøgere hver torsdag. De er alle konverteret til kristendom. De bor på det midtjyske udrejsecenter, mens de venter på at blive sendt hjem.

Koret bryder en ellers triviel hverdag på udrejsecentret, fortæller korsanger Ali Adnan Kadhim.

- Det betyder rigtig meget for mig. Jeg kan ikke forklare det med ord, men det er meget specielt, når jeg synger. Fordi jeg er i en anden verden, siger han.

Anna Lisbeth Sonne oplever også, at lovsang kan løfte en stemning.

- Når vi henter dem for at øve, kan du se i øjnene, at de har det hårdt. At de er trætte af deres situation. Når vi har lagt det svære hen til Gud, rejser vi os og begynder opvarmning. Så er stemningen fuldstændig forvandlet. Det er magi - nej, det er helligånden. Men udefra set kan det godt virke fuldstændig magisk, siger korlederen.

Hverken Niels Simonsen eller Anna Lisbeth Sonne havde haft noget særligt med flygtninge at gøre, inden Udrejsecenter Kærshovedgård blev etableret i 2016. Koret har nu givet dem en helt konkret missionsopgave, og begge tøver ikke med at sige, at asylkoret har forandret deres liv.

- Det har stor betydning for dem og faktisk også for mig, siger Niels Simonsen.

- Nogle ting har de aldrig sagt til nogen. Det fortæller de til os. Det er virkelig en tillidserklæring. Man bliver meget ydmyg, siger Anna Lisbeth Sonne.

Vinder 25.000 kroner

Med Kristeligt Dagblads Initiativpris 2019 følger 25.000 kroner, som koret blandt andet regner med skal bruges til en fest for alle, som kommer i bibelcaféen i Bording.

Det er dog signalværdien i at modtage prisen, som korleder Niels Simonsen lægger mest vægt på.

- Det vigtigste ved prisen er, at der er nogen, som gerne vil høre om vores kor. Vi får lov at fortælle, at der også er positive ting ved flygtninge og ved Kærshovedgård.

97 kirkelige initiativer var indstillet til Kristeligt Dagblads initiativpris 2019.