17-årige Nanna taler alvorsord om klima med EU-kommissær

Seks unge klimaaktivister er inviteret til Bruxelles af EU-kommissionens næstformand.

17-årige Nanna Lindbæk Qvesel går til daglig i 1.g på Viborg Katedralskole, men i dag er hun inviteret til Bruxelles for at mødes og tale klimaudfordringer med næstformanden for EU-kommissionen, Maros Sefcovic. (Privatfoto)

17-årige Nanna Lindbæk Qvesel fra Viborg er sammen med fem andre unge klimaaktivister i dag i Bruxelles.

Her skal hun diskutere klimaforandringer med næstformanden i EU-kommissionen, Maros Sefcovic.

Nanna Lindbæk Qvesel repræsenterer den danske del af bevægelsen Fridays for Future, som arrangerer klimastrejker.

- Vores vigtigste budskab bliver helt klart at gøre Maros Sefcovic opmærksom på klimakrisen. Vi er midt i det, vi kalder den sjette masseudryddelse. Arterne uddør endnu en gang, og det skal forhåbentligt ikke ske alt for hurtigt, siger Nanna Lindbæk Qvesel med henvisning til, at forandringer i klima og miljø truer planetens dyr og planter.

Mødet med EU-kommissionens næstformand kommer til at foregå i en førerløs elektronisk minibus, som de skal prøvekøre.

Inden køreturen har de unge undersøgt, hvem Maros Sefcovic tidligere har holdt møder med. Her har Nanna Lindbæk Qvesel især bemærket én ting.

- Maros Sefcovic er en, som har haft 30 møder med selskaber, der har med fossile brændstoffer at gøre, men han har kun haft to møder med selskaber, der har med bæredygtig energi at gøre, siger hun.

Vil synge om klimakrisen

De seks unge klimaaktivister kommer fra Belgien, Storbritannien, Holland, Irland, Tjekkiet og Danmark.

- Det er en kæmpe mulighed for at få vores stemme hørt og komme bredere ud. Og så er det også en chance for endnu en gang at få fortalt politikerne, hvad det virkelig er, vi brænder for, siger Nanna Lindbæk Qvesel.

De unge planlægger også at bryde ud i sang, når de møder næstformanden for EU-kommissionen.

- Det er en aktivistsang fra England, der handler om, at vi er en lille gruppe mennesker, der kan ændre hele verden, siger Nanna Lindbæk Qvesel.

Og hun tror på, at mødet kan gøre en forskel.

- Jeg tror virkelig på, vi kan få ham til at få øjnene op for konsekvenserne af klimaforandringer.

Nanna Lindbæk Qvesel fra Viborg (t.v.) er i Bruxelles sammen med 14-årige Jessie fra Storbritannien, 17-årige Matt fra Holland, 13-årige Bo fra Belgien og 23-årige Csinszka fra Ungarn. Privatfoto.

Ifølge den 17-årige viborgenser mangler politikere og borgere ofte generelt oplysning og almen viden om klimakrisen.

- Vi lærer ikke vanvittigt meget om det i skolen, så vi unge må selv researche på det i vores fritid. Vi har lært en masse om, hvad klimakrisen indebærer, og hvad vi kan gøre for at forebygge, siger hun.

Mødet mellem de seks unge klimaaktivister og Maros Sefcovic bliver livestreamet på EU-kommissionens Facebook-side fra klokken 16.30.

Facebook
Twitter