23-årig lystfisker fanger Danmarkshistoriens største laks

En 62 år gammel lakserekord er blevet overgået af lystfisker fra Holstebro.

  • Simon Kastrup Shimizu har været lystfisker i et par år. Nu er han også rekordholder af Danmarks største laks. (Foto: PRIVAT)
  • Fisken blev aldrig hevet på land, da den skulle sættes ud igen. Så billeddokumentation og opmåling blev foretaget i vandet. (Foto: PRIVAT)
1 / 2

Danmarkshistoriens største laks blev onsdag fanget i Storåen i Holstebro.

Det var 23-årige Simon Kastrup Shimizu, der fik den 141 centimeter lange laks på krogen. Dermed slår han en 62 år gammel dansk rekord.

- Den gik meget ned til bunden, så jeg kunne godt mærke, at det var en fisk med en vis størrelse. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det var så stor en fisk, fortæller Simon Kastrup Shimizu.

Det tog 20-30 minutter at få fisken hevet ind til bredden. Simon Kastrup Shimizu satte fisken ud i Storåen igen, men han nåede at smutte ned i åen og få taget nogle billeder med fisken.

- Det var nærmest en lige så stor en oplevelse at sætte den ud igen, som det var at fange den. Det var ligesom at sige tak for kampen, fortæller Simon Kastrup Shimizu.

Den hidtil største laks blev fanget i 1954 i Skjern Å af DC Dinesen. Den målte 136 centimeter.